Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vlft’MW røAVrÆ^^KH/aMiVMÄVAIVlMAV iQü HANS DATO*/. jH^
nem Døre»,; 4nd,;tilropiJJtølrqnQ, :frø& Hajns.Kjpfitøl «Vftrdbgtøgt
med Aske, jden-jhang ,i’jjhans*Skæg^og.)jL fijtøefflie
Han rejste sig saa høj,t*,(tøflede §i»|rige Skat i 4ßt skøvß Gtøßp
»»Fundet! vundet! — Guld!«« raabte han, strakte i.iVfljrtfJ.
Glasset, der blinkede i( Solstjragle^ijø;] rrr( log.« Halden silede,
og det alkymistiske Glasi føWßtiqgo&pijtøgji tjUßinflç
Stykker; sprungen var hans Velfærds sidste Boble. Hu-u-ud!
fare hen! — Og jeg foer,,Guldmagerens Gaard.
Sent paa Aaret, i de korte Dage heroppe, naar Taagen
kommer med sin Viskeklud og vride* våade Draaber paa de
røde Bær og de bladløse Grene, kom jeg i friskt Humør,
luftede op, blæste Himlen ren og knækkede ;>jraadne Grene, og
det er intet stort Arbejde, men det skal gøres. Der blev
ogsaa fejet rent paa anden Maade inde t Jlörreby Gaard hos
Valdemar Daae. Hans Uven, Ove Hamel fra Basnæs, var
der med tilkøbt Gældsbrev over Gaard og Indbo*- Jeg
trommede paa de sprukne Ruder, slog med de forfaldne Døre,
peb igennem Revner og Sprækker: Hu-i! — Hr. Ove, skukje
ikke faa Lysten efter at blive der. Ide og Anna Dorthea
græd modige Taarer; Johanne stod strunk og bleg, bed’sig
i Tommelfingeren, saa at den blødte derved, det skulde stort
hjælpe! Ove Ramel forundte Hr. Daae at blive paa Gaarden
sin Livstid; men han fik ikke Tak for Tilbud; jeg lyttede
derefter; — jeg saa den gaardløse Herre løfte sit Hoved
stoltere, slaa med Nakken, og jeg slog et Tag imod Gaarden og
de gamle Lindetræer, saa at den tykkeste Gren knak, og den
var ikke raadden; den laa for Porten som en Fejekost,
dersom nogen vilde feje ud, og der blev fejet ud; jeg tænkte
det nok.
Det var en haard Dag, en stiv Stund at holde sig i, men
Sindet var haardt, Nakken var stiv.
Intet havde de i Eje uden Klæderne paa Kroppen; jo det
alkymistiske Glas, som nylig var købt og fyldt med det Spild,
som var skrabet op fra Gulvet; Skatten, der lovede, men ikke
holdt. Valdemar Daae gemte det inde paa sit Bryst, tog saa
sin Kæp i Haanden, og den een Gang rige Herre gik med
sine tre Døtre ud fra Borreby Gaard. Jeg blæste koldt paa
II. C. Andersen: Eventyr og Historier. II. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
