Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BARNET I GRAVEN.
209
»Gud har ikke vidst det! han har hjerteløse Tjenere her
paa Jorden, de handle, som de lyste, de høre ikke en Moders
Bønner.«
Hun slåp i sin Smerte Vor Herre, og da kom mørke
Tanker, Dødens Tanker, den evige Død, at Mennesket blev
Jord i Jorden, og at da alt var forbi. Ved saadan Tanke
havde hun intet at klamre sig til, men sank i Fortvivlelsens
bundløse Intet.
I de tungeste Timer kunde hun ikke græde mer. Hun
tænkte ikke paa de unge Døtre, hun havde; Mandens Taarer
faldt paa hendes Pande, hun saa ikke op til ham; hendes
Tanker vare hos det døde Barn, al hendes Liv og Leven
aandede i at tilbagekalde sig hvert Minde om Barnet, hvert
af dets uskyldige Barneord.
Begravelsesdagen kom; Nætter forud havde hun ikke
sovet; i Morgenstunden overvældedes hun af Træthed og
havde nogen Hvile; imedens blev Kisten baaren hen i en
afsides Stue, og Laaget der slaaet til, at hun ikke skulde høre
Hammerslagene.
Da hun vaagnede, kom op og vilde se sit Barn, sagde
Manden hende i Taarer: »Vi have lukket Laaget; det
maatte ske!«
»Naar Gud er haard imod mig,« udbrød hun, »hvorfor
skulde saa Menneskene være bedre!« og hun hulkede i Graad.
Kisten blev bragt til Graven, den trøstesløse Moder sad
hos sine unge Døtre, hun saa paa dem uden at se dem, hendes
Tanker havde ikke mere med Hjemmet at gøre, hun overgav
sig til Sorgen, og den kastede hende, som Søen kaster Skibet,
der har mistet Ror og Styrer. Saaledes gik Begravelsesdagen,
og flere Dage fulgte med samme ensformige, tunge Smerte.
Med vaade Øjne og bedrøvede Blik saa de sørgende hjemme
paa hende, hun hørte ikke deres Trøst, hvad kunde de vei
ogsaa sige, de vare for bedrøvede dertil.
Det var, som om hun ikke kendte til Søvnen mer, og
alene den vilde være hendes bedste Ven, styrke Legemet, kalde
ßo i Sjælen; de flk hende til at lægge sig i Sengen, hun laa
ogsaa stille som en sovende. Een Nat, Manden lyttede efter
H.C.Andersen: Eventyr og Historier. 11. 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
