Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
I SJ OM FRUEN.
Hvor lille han end var, rejst havde han, og ikke saa kort
for saadan en lille Purk; født var han ovre i Kanton Wallis
og baaren herhen over Bjergene; nylig havde han til Fods
besøgt det nære »Staubbach«, der som et Sølvslør bølger i
Luften foran det snebedækkede, blendende hvide Bjerg
Jomfruen. Og i Grindelwald havde han været ved den store
Gletscher, men det var en sørgelig Historie, der fandt hans
Moder sin Død, »der har lille Ru dy,« sagde Morfar, »faaet
Barnelystigheden blæst af sig.« Da Drengen var ikke Aar
endnu, lo han mere, end han græd, havde Moder skrevet,
men fra han sad i Iskløften var der kommet et ganske andet
Sind i ham. Morfar talte ellers ikke meget derom, men paa
hele Bjerget vidste man Besked.
Rudys Fader havde, som vi veed, været Postkarl; den
store Hund i Stuen havde altid fulgt ham paa Farten over
Simplon, ned til Gen f er s øen. I Rhonedalen i Kanton
Wallis boede endnu Rudys Slægt paa Faders Side, Farbror
var en dygtig Gemsejæger og en velbekendt Fører; Ru dy var
kun eet Aar gammel, da han mistede sin Fader, og Moderen
vilde nu gerne med sit lille Barn hjem til sin Slægt i
Berner-Oberland; nogle Timers Vej fra Grindelwald
boede hendes Fader; han snittede i Træ og fortjente derved
saa meget, at han kunde hjælpe sig. I Juni Maaned gik hun,
bærende sit lille Barn, i Selskab med to Gemsejægere,
hjemvejs hen over Gemmi for at naa Grindelwald. Allerede
vare de komne den længste Vej, havde naaet over Højryggen
til Snemarken, saa allerede hendes Hjemstavnsdal, med alle
dens kendte spredte Træhuse, der var endnu kun den
Besværlighed at gaa over det øverste af den ene store Gletscher.
Sneen laa frisk falden og skjulte en Kløft, ikke ned just til
den dybe Bund, hvor Vandet brusede, men dog dybere end
Menneskehøjde; den unge Kone, der bar sit Barn, gled, sank
i og var borte, man hørte ikke et Skrig, ikke et Suk, men
man hørte et lille Barn græde. Der gik hen mere end een
Time, før hendes to Ledsagere fik fra det nærmeste Hus
nedenfor bragt Tove og Stænger, hvormed de muligt kunde
hjælpe, og efter stort Besvær bragtes frem af Iskløften to Lig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
