Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
IS JOMFRUEN.
Menneskene, som Polyppen griber efter alt, hvad der rører
sig om den. Svim len skulde gribe Rudy.
»Ja, grib mig ham!« sagde Svim len, »jeg mægter det
ikke! Katten, det Skarn, har lært ham sine Kunster! det
Menneskebarn har en Magt for sig, der støder mig bort; jeg
kan ikke naa den lille Pog, naar han hænger paa Grenen ud
over Afgrunden, og jeg gad kildre ham under Fodsaalerne
eller give. ham en Dukkert i Luften! jeg kan ikke!«
»Vi kunne det,« sagde Isjomfruen, »du eller jeg!
jeg! jeg!«
»Nej, nej!« klang det til dem, som var det Bjergekko af
Kirkeklokkernes Klang, men det var Sang, det var Tale, det
var et sammensmeltende Kor fra andre Naturaander, milde,
kærlige og gode, Solstraalernes Døtre; de lejre sig hver Aften
i Krans paa Bjergtinderne, udbrede deres rosenfarvede Vinger,
der, alt som Solen synker, blusser rødere og rødere, de høje
Alper gløde, Menneskene kalde det »Alpegløden«; naar saa
Solen er nede, drage de ind i Fjeldtoppene, i den hvide Sne,
sove der, til Sol staar op, da komme de atter frem.
Særligt elske de Blomsterne, Sommerfuglene og Menneskene,
og mellem disse havde de særligt udkaaret sig den lille
Rudy.
»I fange ham ikke! I faa ham ikke!« sagde de.
»Større og stærkere har jeg fanget og faaet!« sagde
Is-jomfruen.
Da sang Solens Døtre en Sang om Vandringsmanden,
som Hvirvelvinden rev Kappen af og førte bort i stormende
Flugt; »Hylsteret tog Vinden bort, men ikke Manden; ham
kunne I Kraftens Børn gribe, men ikke holde; han er
stærkere, han er aandigere end selv vi! han stiger højere end
Solen, vor Moder! han har Trylleordet, der binder Vind og
Vand, saa at de maa tjene og lyde ham. I løse den tunge,
trykkende Vægt, og han løfter sig højere.«
Saa dejligt lød det klokkeklingende Kor.
Og hver Morgen skinnede Solstraalerne ind igennem det
lille, eneste Vindue i Morfars Hus, ind paa det stille Barn;
Solstraalernes Døtre kyssede ham, de vilde optø, opvarme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
