Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISJOMFRUEN.
287
bringe bort engang de Iskys, Gletschernes kongelige Mø havde
givet ham, da han i sin døde Moders Skød laa i den dybe
Iskløft, og der frelstes som ved et Under.
II.
Rejsen til det ny Hjem.
Og nu var Ru dy otte Aar; hans Farbror i Rhonedalen,
paa hin Side Bjergene, vilde tage Drengen til sig; der kunde
han bedre oplæres og komme frem; det indsaa ogsaa Morfar
og gav derfor Slip paa ham.
Rudy skulde af Sted. Der var flere at sige Farvel til
end Morfar, der var først
Ajola, den gamle Hund.
»Din Fader var Postkarl,
og jeg var Posthund,« sagde
Ajola. »Vi have faret op
og ned, jeg kender Hundene
og Menneskene med paa den
anden Side Bjergene. At tale
meget var ikke min Vane,
men nu da vi nok ikke have længe at tale sammen, vil jeg
tale lidt mere end ellers; jeg vil fortælle dig en Historie, som
jeg altid har gaaet og tygget paa; jeg kan ikke forstaa den,
og det kan du heller ikke, men det kan nu ogsaa være det
samme, for det har jeg faaet ud af den, at saa ganske rigtigt
er det ikke fordelt i Verden for Hunde eller for Mennesker;
ikke alle ere skabte til at ligge paa Skød eller søbe Mælk;
jeg er ikke bleven vænnet til det, men jeg har set en
Hundehvalp køre med i Postvogn og der have Menneskeplads;
Fruen, som var Herskab, eller han Herskabet til, havde
Mælkeflaske med, som hun gav ham af; Sukkerbrød fik han,
men gad ikke engang æde det, snusede kun paa det, og saa
aad hun det selv; jeg løb i Søle ved Siden af Vognen, sulten
som en Hund kan være det, jeg tyggede paa mine egne
Tanker, det var ikke i sin Rigtighed, — men det er der nok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
