- Project Runeberg -  H. C. Andersens eventyr og historier. Jubilæumsudgave for danske børn / Andet bind /
375

(1905) Author: H. C. Andersen With: Vilhelm Pedersen, Lorenz Frølich, Sophus Bauditz
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

PORTNERENS SØN.

375

»Charmant!« sagde Generalen.

»Her er paradisisk!« sagde Generalinden; »og der har
De en Ridderborg!«

»Det er mit Hønsehus!« sagde Greven; »Duerne bo i
Taarnet, Kalkunerne i første Etage, men i Stuen regerer gamle
Else. Hun har Gæsteværelser til alle Sider: Liggehønsene
for sig, Hønen med Kyllinger for sig, og Ænderne have egen
Udgang til Vandet!«

»Charmant!« gentog Generalen.

Og de gik alle at se denne Herlighed.

Gamle Else stod midt i Stuen, og ved Siden af hende
Bygmesteren Georg; han og lille Emilie mødtes efter flere
Aar, mødtes i Hønsehuset.

Ja, her stod han, og han var køn nok at se paa; hans
Ansigt aabent og bestemt, et sort glinsende Haar og ved
Munden et Smil, som sagde: der sidder en Skælm bag mit
Øre, han kender eder ud og ind. Gamle Else havde taget
sine Træsko af og stod paa Hosesokker, til Ære for de
højfornemme Gæster. Og Hønsene klukkede, og Hanen galede,
Ænderne vraltede af Sted »rap! rap!« Men den fine blege
Pige, Barndomsveninden, Generalens Datter, stod med
Rosenskær paa de ellers saa blege Kinder, hendes Øjne bleve
saa store, om hendes Mund talte det, uden at Munden selv
sagde et eneste Ord, og den Hilsen, han fik, det var den
nydeligste Hilsen, noget ungt Menneske kunde ønske sig af en
ung Dame, naar de ikke vare i Familie eller tit havde danset
sammen; hun og Bygmesteren havde aldrig danset sammen.

Hr. Greven trykkede hans Haand og præsenterede ham:
>Ganske fremmed er han ikke, vor unge Ven, Hr. Georg!«

Generalinden nejede, Datteren var ved at række ham
Haanden, men hun rakte ham den ikke.

»Vor lille Hr. Georg!« sagde Generalen. »Gamle
Husvenner. Charmant!«

»De er ganske bleven Italiener!« sagde Generalinden,
»og De taler vei Sproget som en indfødt?«

Generalinden sang Sproget, men talte det ikke, sagde
•Generalen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:08:24 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/jubeventyr/2/0379.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free