Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en mand hjemme, der er saa sterk, at han
har baaret en tønde hvede, og den var endda
fuld af vand, opover en bakke, som var saa
bråt som opover væggen her.“
De morede sig umaadelig over alle Karstens
historier paa prestegaarden. Men nu faar jeg
fortælle om, hvorledes vi havde det i
julehelgen.
Hele julestellet var færdigt, da vi kom.
Der var pudset og stelt, fint og blankt alle
steder. Ude i kjøkkenet kogte de juleaftens
formiddag en stor saltmadsgryde; jeg sad paa
kjøkkenbænken og spiste en stor portion mølje.
Siden var vi paa visit i drengestuen og fjøset
og stalden, hos grisene og sauene og hønsene.
Moster havde lagt sig rent tilsengs af ærgrelse
over, at Karsten og jeg var komne, fortalte
pigerne. Saa hyggelig som juleaftenerne
hjemme kan jeg nu slet ikke sige, at
juleaftenen paa prestegaarden var; men den var
ikke værst alligevel. Karsten opførte sig nu
aldrig noget ekstra, naar han var borte. For
det første sovnede han, da onkel læste
prækenen om aftenen, og dubbede, saa han nær
var faldt af stolen; siden forspiste han sig,
saa han blev syg julenatten; men det havde
nu Karsten gjort hver eneste juleaften, saa
langt jeg kunde huske tilbage. Jeg fik et
engelsk pund sterling i guld af onkel, — han
faar saa mange guldpenge i offer af alle
skipperne sine, ser dere; — af tante fik jeg
en religiøs bog i rødt bind og guldsnit, som
tog sig nydelig ud i boghylden min, og af
tante Kristine en pen liden sølje. Det var en
rigtig hyggelig juleaften alligevel; da Karsten
og jeg gik op og skulde lægge os, sagde vi
begge glædelig jul til mosters dør, idetsamme
vi gik den forbi. Da vi var komne iseng,
blev jeg liggende vaagen og tænkte paa mor
og den bitte lille søster i den bitte lille kiste.
Tilslut begyndte jeg at græde; men jeg græd
under teppet, forat Karsten ikke skulde høre
det. Havde Karsten hørt, at jeg græd, saa
havde han ogsaa begyndt, og Karsten brøler,
han, naar han græder, saa han havde vækket
hele huset.
Tænk julemorgen regnede det! En fin
tæt duskregn og skodde og tykke udover mod
havet og opover mod heierne. Kirkeklokkerne
ringede som nogen store, dumpe kobjelder
ud i taagen, og opover fra sjøen kom
kirkefolket sagte gaaende i store flokke. I det
stille, fine duskregn stod de ude ved
kirkemuren og udenfor stengjærdet om kirkegaarden
og ventede paa, at presten skulde gaa i kirken.
Inde i dagligstuen gik onkel provst i samarie
op og ned ad gulvet og snakkede med
klokkeren. Klokkeren var en svær, tyk mand i en
trang spidskjole, der kneb ham dygtig i
armehullerne. Alting, undtagen spidskjolen, var
ualmindelig stort paa klokker Vebjørnsen. Munden
var stor, smilet var stort, nakken var svært
stor.
„Aa ja — aa ja,“ sagde onkel provst.
„Aa ja — aa ja — aa ja — aa ja,“
sagde klokkeren.
Annekskirken var netop under reparation
den jul; det var tillige gudstjeneste for annekset
i hovedkirken. Klokkeren ved annekset var
derfor ogsaa tilstede. Klokker Vebjørnsen og
han kapsang; ingen af dem vilde give sig, begge
vilde være den grommeste til at synge. Aldrig
i mit liv har jeg seet eller hørt nogen synge
som de to klokkerne den juledag i kirken paa
Sandvaag. De stod opreiste i kirkestolen begge
to med vidaaben mund; jeg ventede hvert
øieblik, at der skulde springe noget itu indi
dem. Ovenpaa den gjennemtrængende sang
af de to klokkerne kom onkels stemme fra
prækestolen saa mild og god og kjærlig. Jeg
maatte igjen tænke paa mor og den lille
søster i kisten og anstrengte mig, alt hvad
jeg kunde, for ikke at græde. Jeg kunde ikke
like, at nogen skulde se, jeg græd dengang;
det var saa flaut, syntes jeg.
Onkel bad mange med sig hjem fra kirken
for at spise middag. To skippere med sine
koner, tre skolelærere og en enke med tre
børn. Tante Kristine stod ude i kjøkkenet
ildende rød i ansigtet og aldeles rasende.
„Har du seet slig en mand,“ busede hun
ud; „der gaar han hen og beder elleve fremmede,
uden vi har anelse om det; — og stegen er
for liden; de tre skolelærerne er gode for
at spise op hele prinsessepuddingen for sig
alene; — aa gid jeg laa femten alen under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
