Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jorden; men ja ska’ kunde jeg sagt det
iforveien.“
Tante Magda maatte ud for at trøste
hende; men det kneb haardt at faa hende ind
til middagsbordet; „der var mange nok
iforveien,“ sagde hun. Hun sendte alle fade forbi
sig ved bordet og nødte og truede de tre
skolelærerne med snittebønner; for dem var
der mere end nok af.
Jeg vilde saa gjerne sige, at eftermiddagen
den juledag var morsom; men da jeg fortæller,
akkurat som det gik for sig altsammen, saa
er jeg nødt til at fortælle, at jeg kjedede mig.
Inde i storstuen sad damerne og drak kaffe
og snakkede svært bedagelig om alle mulige
slags sygdomme; da var det meget morsommere
inde i dagligstuen hos onkel med skipperne
og skolelærerne; jeg havde netop sat mig
derind for at høre paa dem, da tante kom ind
og bad mig gaa ud og underholde de tre
fremmede smaagutter.
Karsten og den ældste gut stod ude paa
trappen.
„Har du muskler i armene?“ spurgte
Karsten.
„Nei, jeg tror ikke det,“ sagde den
fremmede gut.
„Se her, — her skal du“ —Karsten spændte
sin arm ud —; „slig skal en arm være; muskelen
skal staa i en bue, gut; kjend, skal du kjende
muskler, gut!“
Den fremmede gut følte paa hans arm.
„Kjend dere ogsaa,“ sagde Karsten til de to
mindste, „akkurat som pokkenholt, gutter; —
og pokkenholt er det haardeste, som findes i
verden.“
Alle de tre fremmede gutter beundrede
Karstens muskler, det saa jeg tydelig.
Det regnede fremdeles; jeg foreslog derfor,
at vi skulde gaa ind i den indre gang for at
finde paa nogen moro. Aa du gamle,
hyggelige prestegaardsgang, der altid lugtede af
gammelost, — ja den ydre gang lugtede af
rosenblade, men den indre af gammelost. I
den ydre bukkede og neiede vi pent og var
artige; men i den indre holdt vi leven. For
øieblikket vidste jeg virkelig ikke at finde paa
anden moro end at rutsche ned af
trappegelænderet. Dere ved, hvor rasende fort og
snodig det gaar, især i svingene. Jeg iforveien
og alle fire gutterne efter op af trappen, helt
op paa loftet — rutsch nedover; — allesammen
trampede vi op af trappen, — rutsch nedover
igjen; det begyndte næsten at blive lidt moro
dette; — der staar tante Kristine i døren.
„Jeg mener, dere er gale, børn; vil dere
virkelig rive huset ned over hovederne paa
os, for ikke at snakke om moster; — hvad
tror dere, hun siger; hun tror nu vist, hendes
sidste time er kommen! Ud med dere! — ud
siger jeg.“
Der stod vi. Hvad skulde vi nu finde
paa? „Lad os faa op en huske i vedskjulet,“
foreslog jeg.
De andre var øieblikkelig villige; Karsten
sprang ned i staldgangen efter et taug; jeg
kløv op paa den ene side af vedskjulet, Karsten
paa den anden; vi knyttede og bandt og fik
istand en prægtig huske. Naar vi huskede
rigtig høit, gik den helt udigjennem døren,
langt ud i luften. Det kildrede saa morsomt
i maven, naar vi var rigtig høit oppe.
Det gik efter tur. Den mindste af de
fremmede gutter turde ikke; han klamrede sig
fast i husken og skreg.
„Fy for en skam for en gut, som ikke
tør huske," sagde jeg, og saa satte han sig op i;
men ret som han var paa det høieste oppe i
luften, slap han sig og faldt bardus ned i
vedskjulet. Jeg blev frygtelig ræd; for det var
jo min skyld, at han havde sat sig op i husken.
Han hikstede og græd, stakkars liden, og havde
faaet en stor blaa kule i panden. Jeg fik fat
paa en isklump, som jeg holdt paa panden
hans. De andre holdt paa at huske, høiere og
høiere.
Med én gang stod tante Kristine i
vedskjuldøren med et fiolet tørklæde om hovedet.
„Ja ska’, var det ikke det, jeg sagde, at det
var noget galt paafærde igjen. Jo, det skulde
se nydeligt ud, om al veden ramlede ned over
hovederne paa dere — —. Og han har faldt
og slaaet sig; — — ja, det er bare et under,
at dere er ilive endda, synes jeg. Tag det
ned altsammen,“ sluttede tante Kristine med
sin groveste røst; „paa flyende flekken tager du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
