Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
husken ned,“ henvendte hun sig til mig; „for
det er naturligvis dig, eier er mester for det hele.“
Ja, Karsten og jeg maatte klyve op og
løse tauget ned igjen.
„Og saa følger dere med ind i stuen,“ sagde
tante Kristine; „jeg er ikke rolig, før jeg har
dere siddende paa hver sin stol lige for øinene
mine.“
Der maatte vi sidde alle fem paa rad,
stive som pinder hele aftenen igjennem. Uh,
hvor jeg var sint paa tante Kristine!
Den næste dag var det ogsaa gudstjeneste
i kirken. Klokkerne anstrengte sig lige meget;
men den dag bad onkel ingen hjem til middag.
„Ja ska’ idag kunde han gjerne bedt halve
bygden, havde han villet“, [[** rekkefølge sic]] sagde tante Kristine;
„for idag har vi mad nok.“
Det regnede og regnede; hvad skulde
Karsten og jeg tage os til? Rutsche nedover
trappen maatte vi ikke, huske i vedskjulet
maatte vi ikke. det vidste vi nu, men — lægge
et bord over huggestabben og huske paa det,
det kunde da ikke være farligt. Vi fik fat paa
et bord og huskede og gyngede op og ned,
da Nella stuepige kom ud med den besked,
at vi skulde lade det være; for vi kunde klemme
fingrene vore.
„Naa, saa gaar vi og hopper i høet i
laden,“ sagde Karsten; „deter gruelig moro, det.“
Jeg havde netop faaet Karsten under mig
i høet, og overdængede ham slig med hødotter,
at han næsten ikke fik veiret, — da vi pludselig
hører tante Magdas lille pene stemme oppe
fra ladegangen.
„Nei, kjære, søde børn, lad det være; —
tante Kristine siger, at dere mister
knappenaaler i høet, som kjørene siden spiser i sig.
„Kjære [[** sic overflødig anf.tegn]] dere, vær snilde, børn, og kom op igjen
straks.“
„Aa nei da, tante Magda, kom herned,
skal du se, for moro det er; — jeg har ikke
en eneste knappenaal hos mig, tante Magda.“
„Ja, men saa kunde dere miste knapper,
siger tante Kristine, som kjørene kunde sætte
i halsen; kom endelig op straks, snilde dere.“
Ja, det var ikke noget at gjøre ved det,
vi maatte op igjen af høet. Karsten var rent
overgivet af kjedsomhed.
„Jeg vil hjem igjen,“ sagde han; „jeg vil
ikke være her længere; — aldrig — aldrig i
verden vil jeg komme her mere; — de kan
have den gode maden sin, saa længe de vil,
for mig.“
Jeg vilde ikke sige det til Karsten, men jeg
længtede forfærdelig hjem, da jeg havde lagt
mig om aftenen. Det føltes akkurat, som der
laa noget og klemte mig for brystet; — hvorfor
skulde de være saa rædde for os, at. vi ikke
fik lov at gjøre nogen ting; — uf, hvor gamle
folk var rare; — naar jeg blev gammel, vilde
jeg ikke blive som tante Kristine, det var nu
sikkert. Nu havde vi været paa prestegaarden
i fire dage, og endda skulde vi være der
torsdag — fredag — lørdag — søndag; jeg
fik vist aldrig se far og mor igjen, hu - hu — hu;
og saa sagde folk, det var saa morsomt at reise;
— nei, det var leit, var det, rigtig, rigtig
sørgeligt; — naar jeg kom hjem — hvis jeg
nogen gang kom hjem igjen; jeg tvilte paa det,
husker jeg —, saa vilde jeg aldrig, aldrig reise
fra far og mor mere.
Da jeg den næste morgen vaagnede ved,
at Nella stod over min seng med et stort
bret med kaffe og goderaad og smørspidser,
var jeg, merkeligt nok, meget bedre tilmode.
Det var i grunden morsomt at være ude at
reise alligevel. „Hvorledes er veiret, Nella?“
„Deiligt og mildt,“ sagde Nella.
Karsten og jeg vilde gjerne have skøiteis og
kjælkebakker, saa vi kunde slet ikke være enige
med Nella i, at det var saa deiligt, at det
dryppede fra tagene og blæste varmt.
Vi var imidlertid i et brillant humør,
Karsten og jeg, den morgen deroppe paa
storstusalen. Hvis jeg havde anet, hvad dagen
skulde bringe! — — —
I sauefjøset havde tante Kristine endda
ikke forbudt os at gaa; vi var derfor dernede
baade sent og tidlig. Hvor det er koseligt
og lunt, og hvor det lugter hyggeligt af sauernes
uld, af tørt løv og hø i sligt et sauefjøs!
Næsten alle sauerne var imidlertid rædde for os
og klemte sig sammen, trykkede og puffede
hinanden borte i et hjørne og saa paa
hinanden med nogen troskyldige øine; det var
bare en eneste en, som var kjælen og glad i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
