Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 12—14. De tre Helgakvider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andet Kvad om Helge Hundfngsbane 169
har blot erindret enkelte Vers i deres poetiske Form, hvilke han da har
givet, som han havde hørt og huskede dem, men saa forresten givet Ind-
holdet af det øvrige i Prosa; og dette har han gjort for at fuldstæn-
diggjore den saakaldte gamle Vølsungakvida, hvilken er det Digt,
han egentlig har villet foredrage. Dette kaster et merkeligt Lys over
hine gamle Digtes Forplantning i Traditionen og Overførelse fra den
mundtlige Tradition paa Pergamentet Ganske lignende Forhold lade sig i
vore Tider tilsyne med vore ældre Folkeviser, de saakaldte Kjæmpeviser.
Det korte prosaiske Stykke, som følger næst efter Digtets 22de
Vers, er vistnok i Begyndelsen endnu en Erindring fra den første Helg·a-
kvida, naar det nemlig fortælles, at Granmars Sønner samlede en Hær,
i hvilken ogsaa Sigruns Fader Høgne og hans tvende Sønner, Brage
og Dag, vare tilstede, og at i den Kamp, som stod, alle disse Høvdinger
faldt for Helge. Men eiendommeligt er det og ganske vist hørende til
den gamle Volsungakvida, naar der tilføies, at »Dag Hognesson fik
Fred og svor Vølsungerne Ed.« Dette staar nemlig i den nøieste For-
bindelse med, hvad nærværende Digt senere fortæller, og danner Over-
gangen hertil.
Vi maa altsaa antage, at med det 23de Vers den gamle Vøls-
ungakvida igjen begynder, og hermed begynder ogsaa den Deel af· den
anden Helgakvida, der ikke alene har størst Interesse, fordi den fortæller -
Heltens senere Liv og Død, hvilket ikke omtales i den første Helgakvida,
men ogsaa maa regnes for det Skjønneste af Digtet.
Det 23de Vers indeholder nogle Ord, - som Sigrun udtaler, idet
hun vandrer blandt de i Slaget Faldne og der træffer Hodbrodd
døende: »Øren,« siger hun, »har rammet hans Hoved; nu bliver ikke
Sigrun hans.« Derpaa skildres i Versene 24—27 Mødet mellem
Helge og Sigrun efter Kampen. Helge siger, at hun ikke i Alt fører
Lykken med sig; thi nu var Helge vorden hendes Faders og Broders
Banemand. Hendes fleste Slægtninge laa som Lig paa Markenz det
var hende af Skjebnen givet, at hun skulde blive Aarsag til Strid
mellem Hørdinger. Sigrun græd, men Helge trøster hende:
Trøst dig, Sigrun!
Strid har du os vakt,
men Skjoldungen bøier ei Skjebnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
