Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 23. Brynhilds Helfærd - 24. Niflungernes Drab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2(38 Digtekunsteii og den poetiske Literatur.
omkring 800. Fremstillingen er imidlertid, som man let seer, egte nordisk-
hedensk, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at det er digtet i
Hedendommen. Det er ikke benyttet af Volsungasagas Sammensætter·
Derimod er det heelt optaget i den saakaldte Nornagests Saga1).
Mange afvigende Læsemaader i Kvadets Tert forekomme paa sidst-
ncevnte Sted. «
24. Niflungernes Drab.
Det prosaiske Stykke, som bærer denne Titel, er en Indledning
til de fem nærmest paafølgende Digte (eller især maaskee til de tvende
Kvad om Atle), bestemt til at give-en Oversigt over disses Indhold og
sætte det ,i Forbindelse med det Foregaaende.
Gunnar og Høgne toge nu (efter Sigurds Død) alt Guldet,
Fafners Arv. Der var Ufred mellem Gjukungerne og Atle, der gav
hine Skylden for Brhnhilds Død. Til Forlig skulde de gifte ham
Gudrun. De maatte give hende en Glemselsdrik, før hun samthkkede
Egteskabet. Atles Sønner (med Gudrun) vare Erp og Eitil; men
Svanhild var Sigurds og Gudruns Datter. Kong Atle indbød til
sig Gunnar og Høgne. Gudrun vidste, at der var Svig under; hun
advarede dem med Nuner, at de ei skulde komme, og sendte Hogne til
Jcrrtegn Ringen Andvaranaut med et iknyttet Ulvehaar. Gunnar havde
beilet til Oddrun, Atles Søster, men ikke faaet hende; siden fik han
Glaumvør. Hogne var gift med Kostbera. Men da Gjukungerne kom
til Atle, bød Gudrun sine Sønner bede for Gjukungernes Liv; men de
vilde det ikke. Hjertet blev skaaret ud af Høgne, men Gunnar blev
sat i en Ormegaard. Han slog sin Harpe og dyssede Ormene iSøvn,
men en Snog stak ham til Leveren.
Naar man undtager det ene Træk, at Gudrun opfordrer sine unge
Sønner til at gaa i Forbøn hos Atle for Gjukungerne, saa findes
Intet i denne Jndledning, som jo kan være hentet fra de efterfølgende
Digte selv, og den kan saaledes meget gjerne være af den gamle Samler.
Ogsaa det udpegede Træk kan man godt forklare som en Tilsætning
af den samme, som derved vilde motivere Gudruns senere Grumhed, idet
hun dræbte hine sine Sønner.
l) Eorna1d· s. 1. 313——342·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
