Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 27. Oddruns Graad eller Klagesang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 Digtekunsten og den poetiske Literatur-.
Hun mistede sin Fader i sin Barndom; men hans sidste Ord var
det Bud, at man skulde udstyre hende med det røde Guld og gifte hende
,,i Syd« med »Grimhilds Søn« (Gunnar Gjukessøn). Imidlertid kom
Fafners Bane til Brynhilds (Oddruns Søsters-) Borg og tiltvang sig
Indgang; dog varede det ikke længe, før Vrhnhild opdagede det mod
hende begaaede Bedrageri tat det var Sigurd, som havde vundet hende
i Gunnars Skikkelse). Hendes Hevn hlev alle kundhar, idet hun gav
sig selv Døden med Sigurd (V. 15-—20).
Men Oddrun elskede Gunnar, som Brhnhild skulde have gjort;
og han fandt, at Brynhild vilde have passet bedre til Valkyrje. Han
beilede hos Atle til Oddrun, men sik Afslag De kunde dog ikke over-
vinde sin Lidenskab, og Oddrun ,,-lo·d sit Hoved hvile ved Kongens
Bryst-« .(V. 21—23).
Mange talte til Atle om deres hemmelige Kjærlighedsforstaaelse;
men han troede ei derpaa. Han sagde, at hun ei var istand til at be-
skjæmme sig.
Men Sligt den Ene for den Anden love,
aldrig skulde naar Kjærlighed det gjælder (V. 24).
Atles Speidere traf Oddrun og Gunnar sammen paa Leiet. De
høsde Mændene Guld for at tie; men Speiderne ilede tilbage og sagde
At"le, hvad de havde erfaret. Derimod fordulgte de det for Gudrun,
der netop burde have vidst det (V. 25——27).
Der var Larm at høre af guldskoede Heste, da Gjukes Sønner
rede i At»le«s Gaard; men han lod Hjerte-t udskjære af Høgne og lagde
Gunnar i Qrmegaarden Gunnar tsog til at slaa sin Harpe; han tænkte
da, at Oddrun skulde komme ham til Hjælp; men hun var just faren
bort for at berede en Lægedrik. Dog hørte hun paa Hlesø den sørgelige
Klang af Strengene og ilede tilbage for at redde Kongens Liv. Hun
kotn for silde; Atles Moder i en Snogs Skikkelse havde gnavet sig til
Gunnars Hjerte (V. 28——32).
Oddrun slutter sin Klage med de tvende Vers (33—34):
Ofte jeg undres, da jeg den stridsdjaerve
hvor herefter jekz kan, Sverdets Svinger
guldfmykte Kviiide! elske tyktes,
Livet udholde, som jeg elsker mig selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
