Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 28. Atlakvida
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den ældre Edda. Atlakvida. 219
Atle skulde nu aldrig faa Statten at see; han selv var nu, efter
Høgnes Død, den Eneste, som vidste, hvor Niflungeskatten var skjult.
Han havde havt en Tvivl, saalænge de begge levede; men nu skulde
Rhinen raade for Niflungernes stridvaekkende Arvzi de rullende Bølger
skulde Guldet lyse, heller end skinne paa Hunernes Hænder(V.18-——27).
Atle byder at kjøre Vognen frem for at bortføre den bundne Fange;
han rider selv med, omgiven af sine væbnede Stridsmænd. Gudrun,
gjennemboret as Smerte, tvinger sine Taarer i den larmende Hal. Hun
ønsker, det maa gaa Atle, som han fortjener, han, der har svoretGunnar «
saa mange dyre Eder og dog nu lader ham bortslæbe til Døden. Man
kaster Gunnar, medens han endnu lever, i en Gaard, opfyldt med Orme;
men Gunnar slaar i Eensomhed sin Harpe. Guldet lader den Tappre
ei komme i sine Fienders Hænder (V. 28—31). Efter Mordet paa
Gunnar vender Atle hjem til sin Hal. Der er Larm i Gaarden og
Trængsel af Heste; Vaabensang lyder fra de hjemvendende Krigeres
Læber. Gudrun gaar Atle imøde med den gyldne Kalkz hun skjuler sine
Hevntanker under Venligheds Maske og byder Atle til et Arveøl efter
de Faldne i Hallen. Hunerne samles og Ølskaalerne gaa omkring.
Gudrun staar for Opvartningen. Men nu fortæller hun Atle med
Haan, at det er Menneskehjerter, sine egne Sønners"Hjerter, han har
ædt, og som hanhar sendt sine Gjester til Hædersretter; hun skal aldrig
mere kalde til sig sine blide Sønner, aldrig mere see dem i deres ung-
f dommelige Lege (V. 32———37). Der bliver Larm paa Bænkene, Hunerne
græde; men Gudrun ene græder ikke, hun græder hverken over sine
tappre Brødre eller over sine blide, barnslige Sønner med Atle· Hun
udsaar Guld til Huuskarlene med rund Haand og lader Skjebnen fuld-
kommes. Atle var drukken og tog sig ei i Vare.
Dynen hun med Brodden Til Jlden hun dem gav,
gav Blod at drikke Alle som inde vare
med drablysten Haand; og fra Gunnars Mord vare komne-,
Hundene hun koste, fra mørke Fængsel.
Huuskarlene· hun vækked’, Det gamle Tommen faldt,
Hallens Dør hun spærred’ og Forraadshnfe toge,
med heden Brand; Bndlungernes Gaard;
saa Brødrene hun hevned’. brændte og derinde
Skjoldmøer saa vilde:
Alt sank i heden Ild (V. 38———42).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
