Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 29. Atlamaal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 Digtekunsten og den poetiske Literatur.
Saalangt som Synet rakte,
de til hinanden saa ;
jeg troer, at Skjebnen stifted’,
da deres Veie skiltes (V. 28—— 34).
De Neisende roede med slig Heftighed, at Aarebaandene sledes
sønder og Tollerne brødesz de gave sig ikke Tid til at fæste Fartoiet,
før de forlode det. Lidt efter saa de Budles (Atles Faders-) Gaard,
og Portene aabnede sig med høi Knirken, da Hogne bankede paa.
Et Ord da talte Vinge,
som usagt burde været:
»Fjærner Jer fra Huset;
det farligt er at søge ;
nu har jeg Jer i Garnet!
paa Stand J skal nedhugges!
Fagert bad jeg Eder komme,
Falskhed var dog under;
vil heller her J dvæle,
saa har jeg Galgen rede.«
Et andet Ord kvad Høg11e,
han tænkte ei at vige,
ei varsom var i Noget-
hvor Fare kunde ventes:
,,Tcenk aldrig os at skræmme!
ti stille kun med Sligt!
hvis end et Ord du meeler,
du øger kun din Kval.«
Strar ned de Vinge stødte
og sendte ham til Hel;
de Øren lod ham smage,
mens Aanden i ham hirted’.
Da Atles Mænd sig slokked’,
i Brynjer hastig fore;
saa gik de frem mod Fienden,
at Gjerdet var imellem.
De til hinanden sendte
i Vrede skarpe Ord:
»Forlcengst var det vort Forsæt
at fjoerne Jer fra Livet!«
»Kun lidet seer man paa Jer,
at J sligt Forsæt havde;
J er ei endnu rede,
og vi alt Een har sældet,
til Hel vi ham har slaaet,
han var af Eders Folk.«
Rasende de bleve,
da raske Ord de hørte;
de strakte sine Fingre,
i Buens Snor de grebe;
de skjød da skarpt
og dækked’ sig med Skjolde.
Jnd da kom et Rygte
om Kampen udenfor;
høit for Hallen
man hørte Trælen om den tale.
— Gram i Hu blev Gudrun,
det Sorgbud hende greb;
af Halsen rev hun tunge Smykker,
kasted’ dem i Hallen,
Sølvet saa hun slængte,
at Ringene gik sønder.
Ud gik hun siden,
smeldende med Døre,
ei srygtsomt for hun
at hilse sine Frænderz
hun Niflungerne favned’,
dem aldrig favned’ meer;
det var oprigtig Hilsen,
et Ord hun føied’ til:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
