- Project Runeberg -  Efterladte Skrifter / 1. Nordmændenes Videnskabelighed og Literatur i Middelalderen /
224

(1866-1867) [MARC] [MARC] Author: Rudolf Keyser With: Oluf Rygh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Digtekunsten og den poetiske Literatur - 7. De ældste norske Skaldeverker uden Forfatternavn. Den ældre Edda - 29. Atlamaal

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

224 Digtekunsten og den poetiske Literatur. (

I Modstand mødte, nu Saarene os matte,

mens vi ved Kræfter vare; saa du faar raade selv.

Da foreslog Beite, Atles Bryde eller Raadsmand, at man skulde
skaane Høgne, men opskjære den dovneTrælHjalle1). Da blev Kokke-
drengen reed og krøb i hver Krog, klagende høit over, at han skulde
undgjældeLegen, dø fra Svinene og fra al den Herlighed, han før nød.
Han skreg, da man greb ham, længe før han følte Knivens Od, og lovede
at ville udrette, hvad Arbeide det skulde være, naar han blot maatte
slippe og beholde Livet. Da bad Høgne for Trælen: han vilde før selv
lege den Leg, end høre paa slig Skrigen. Nu grebe de Kongen. Han
lo med Trods og taalte vel sin Kval. Gunnar, ophængt i Galgen
mellem Ormene, slog sin Harpe med Tæerne, saa Kvinderne græd og
Karlene sukkede, da de hørte det, og Taglægterne brast ved Klangen.
Saa døde de Herlige, men efterlode Mindet om sine Idrætter (V. 54———63).

Nu følte Atle sig stor, da han havde fældet dem begge. Med
spottende Bebreidelse forkyndte han Gudrun deres Fald; selv, sagde
han, var hun tildeels Skyld i, hvad der var skeet. Gudrun svarer ham:

Glad er du nu, Atle! . Den Arv er levnet,
Drabet du forkynder; det kan jeg dig sige:
men Anger vil dig gribe, dig aldrig Ondt forlader,
hvis dn Alt ret prøver. med mindre jeg og dor.

Atle vil nu forsone hende med ·Bøder. Gudrun negter at modtage
dem; han kan aldrig bøde hende hendes Brødre. Dog erklærer hun
omsider, at Kvinden vel maa give efter; Atle faar her være den ene
raadende (—V. 64—69). —

J sin Lettroenhed nærer Atle ingen Mistanke til Gudruns for-
stilte Eftergivenhed. Et Drikkelag skulde nu holdes; hver af Egn-
fællerne skulde holde Arveøl efter sine Brødre. Da lokkede Gudrun
sine to smaa Sønner med Atle til sig. De fløi i hendes Favn og
spurgte, hvad hun vilde dem? Hun vilde ,,læge dem for Alderdom.«
Hun slagtede dem begge. Under det overflødige Gjestebud spurgte Atle
efter sine Sønner, hvor de vare farne hen at lege, siden han ingensteds
saa dem. Nu traadte Gudrun for ham og forkyndte ham, at hun

’) Skaldens Mening hermed er da vel den, at man siden skulde bringe Trælens
Hjerte til Gudrun og indbilde hende, at det var Høgnes.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:01:19 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keyseft/1/0236.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free