Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 7. Fylkeskongedømmet eller Kongedømmet i Fylkesforfatningens Tider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fylkeskongedømmet. 23
Voldgiftsmand afgjøre Retstrætter. Men dette var da paa Grund
af den Tillid, man havde til hans personlige Egenskaber, til hans
Kundskaber, Retfærdighed og Fasthed,— ikke ifølge nogen Konge-
dømmets Ret.
Nogenlunde ligedan forholdt det sig udentvivl med Omsorgen for
Lovens Haandhævelse, Retspleiens Orden og den indre Rolighed. I
alle disse Stykker vare Herserne ordentligviis Statsmyndighedens
Jhændehavere Kongen havde i det Høieste kun et Overtilsyn, hvilket
ikke uden i ganske særegne Tilfælde kunde blive af Vigtighed, og det
afhang overhovedet af Kongens Dygtighed og Vensælhed, hvorvidt han
kunde gjøre det gjældende En udøvende Myndighed i senere
Tiders Betydning har neppe været Kongedømmet i Fylkesforfatningens
Tid indrømmet.
Heller ikke med Hensyn til Religionen indtog Fylkeskongen nogen»
afgjort overordnet Stilling. Hos Nordmændene, medens de hyldede
Asatroen, fandtes ingen egen Klasse af Prester. De verdslige
Høvdinger vare tillige Religionens Tjenere Man kan vistnok
tænke sig, at en vis prestelig Verdighed har været forbunden med
Kongedømmet1), men derfor var ingenlunde Fylkeskongen, som saadan,
altid Fylkets øverste Gode eller Mest. Almindelig indtog ganske
vist en af Fylkets Hers ere denneVerdighed somFylkeshovets For-
standen Jkkun, hvor Kongedømmet selv havde udviklet sig af en saadan
overprestelig Stilling, kunne begge Verdigheder antages at have været
forenede 2). Dette var dog neppe Tilfælde i mange af Rorges Fylker.
1) Ganske vist har det været ikke alene Fylkeskongens Skyldighed, som
Fylkesmcendenes øverste Fører i Krig, men ogsaa Hærkongens, hvis han og
hans Mænd ikke vare fuldkomne Fritænkere, at iagttage de religiøse Skikke og
forestaa de Offringer, af hvilke Gudernes Understøttelse til Krigens heldige Udfald
troedes at afhænge»
2) At Ynglingekongerne fra Sverige have medført en saadan overprestelig
-Verdighed, er meget sandsynligt; ligeledes at paa enkelte Steder i Norge, hvor
Kongedømmet havde ret vundet Indgang og Anseelse, den samme Almuestro kan have
gjort sig gjældende, som man sinder omtalt i Sverige med Hensyn til Upsala-
kongerne, at Kongens Forfømmelighed i at tjene Guderne bragte Ulykke over det
ham undergivne Folk (Snorres Yngl. S. Kap. 47). Man sinder idetmindste, at
Nordmcendene i Hedendommen af sine senere Landskonger krævede, at de skulde
offre til Guderne for Fred og gode Aaringer i Landet (Sn. Haak. d. godes S.
Kap. 17, Olaf Tryggvess. S. Kap. 74).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
