Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 8. Kongedømmet efter det norske Riges Oprettelse ved Harald Haarfager. Dets Ret i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 Andet Afsnit. Kongedommet.
Ifølge den ældre Lovgivning fremstilledes Kongedsmmets Net
som ene grundet paa en gammel, ved hver Konges Tiltrædelse
gjentagen og stadfæstet Overeenskomst mellem Harald
Haarfagers Æt og Folket -
Denne Grund opgav den nye Lovgivning vistnok ikke, men den
stillede ved Siden en anden, nemlig Kongedummets« guddommelige
Udspring.
Idet Magnus’s Lov fremstiller Læren om de tvende af Gud
indstiftede Myndigheder, den aandelige og den verdslige, af hvilke
den første er overdraget Kirkens Forstandere, Biskopperne, den anden
Kongen, siger den ligefrem, at Kongen har af Gud, som Guds
Ombudsmand i verdslige Ting, den verdslige Myndighed,
hvilket baade Kongen selv og Folket skal levende erkjende,
fremfor Alt i de Dele, som Loven udviser, — paa det at
Kongen fra sin Side ikke skal trykke Folket, og dette igjen
fra sin Side ikke negte Kongen den undersaatlige Skyldig-
hed (k-egnskylda), som Loven byder1).
Lydighed.« »Enhver skal i alle Ting først hædre Kongen og den kongelige Høihed.
Thi Gud selv kalder Kongen sin Salvede (krist si1m), og hver Konge, som
bærer fuldkommen kongelig Hoihed, han heder med Rette Herrens Salvede.
Saa sagde ogsaa Guds Apostel i sine ’Lærdomme, da han underviiste Folkene i den
rette Tro: »Frygter Gud og hædret Eders Konge!« næsten som om han vilde sige,
at den frygter ikke Gud, som ikke yder Kongen fuld Ærefrygt.««— »Han (Kongen)
er dog selv Guds Tjener, skjønt Alle bøie sig for ham som for Gud. Thi Alle
tjene heri Gud, og det hellige Navn, som han (Kongen) bærer, men ikke ham
selv (Kongens egen Person).« Kgfps S. 104—105. Det samtidige Skrift om
den norske Kirkes Forhold til Staten taler ganske i samme Aand: »Saa mange
Exempler,« heder det her, »vise aabenbarligen, at hver den sætter sin Sjæls Salig-
hed i Fare, som ikke iagttager fuldkommen Troskab og Ærefrygt og ret Lydighed
mod Kongen. Thi Kongedommet er indstiftet efter Guds Bud, men ikke efter
Menneskenes Bestemmelse, og Ingen faar Kongedonimet uden ifølge det guddommelige
Forsyn. Jkke var Kongen kraftigere eller mægtigere end andre Mænd, hvis ikke
Gud havde sat ham høiere end andre’ Mænd i sin Tjeneste. Thi Gud tjener han
i sit Kongedonime, ikke sig selv.« Anh. til Kgsp. S. 183.——Af disse og lignende
Sætninger hører man den tydeligste— Gjenklang paa mange Steder i den ved
Kong Magnus omarbeidede Lov.
1) »Nu efterdi Guds Miskundhed seer det utallige Folks og den forskjellige
Mængdes store daglige Behov, da har han skikket sine tvende Tjenere at være hans
synlige Ombudsmænd med Hensyn til denne hellige Tro og hans hellige Lov,
gode Mænd til Vern og Ret, men onde Mand til Revselse og Rensning. Disse
to ere: den ene Kongen, den anden Biskoppen. Kongen har af Gud verdslig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
