Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 8. Kongedømmet efter det norske Riges Oprettelse ved Harald Haarfager. Dets Ret i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedommets Ret i Almindelighed. 37
Her. stilles ikke alene den gamle Overeenskomst mellem Folk og
Kongedømme under Guds Vern, men der tillægges ogsaa Kongedømmer,
som guddommelig Jndstiftelse, en Hellighed, der ogsaa udstraktes til
Jhændehaverens Person. Kongen fritoges vel ikke herved for Ansvar-
lighed for Loven, men han gjordes dog isine Negjeringshandlinger
nærmest ansvarlig for Gud, og denne Ansvarlighed opstilles som det
vigtigste Baand paa ham i Udøvelsen af hans Myndighed.
At en saadan Anskuelse af Kongedømmets Væsen, tydelig udtalt
i en Lov, som af Folket formelig var vedtagen, maatte i høi Grad
hæve Kongedømmets Anseelse og udvide dets Myndighed i Staten, om
end ikke bestemte nye Rettigheder tillagdes det, var naturligt. Det er
ogsaa«af Tidsrummets Lovgivning i dens Heelhed klart, at om Konge-
dømmet end ikke erkjendtes berettiget til at forøge sine Judtcrgter ved
vilkaarlige Skattepaalæg1), eller til at udbyde Nigets Stridskræfter uden-
for de i Loven fastsatte Grændser, eller overhovedet til eensidigen at
gjøre Forandringer i den mellem det og Folket engang lovlig vedtagne
Overeenskomst2), — saa indrømtes der det dog, baade med Hensyn til
den private Lovgivning og med Hensyn til Retspleien, en Myndighed,
som tidligere var ukjendt, eller idetmindste ikke lovlig anerkjendt.
Det blev ikke alene en fast Negel, at Kongedømmets Medvirkning
uomgjaengelig krævedes til enhver Lovbestemmelse, ligemeget om den
Myndighed til verdslige Ting, men Biskoppen aandelig Myndighed til aandelige
Ting, og skal den Ene styrke den Andens Myndighed til rette og lovlige Sager
og erkjende hos sig selv, at de have Myndighed og styrende Magt af Gud, men
ikke af sig selv. Og fordi de ere Guds Ombudsmænd, og for det andet,·fordi
Alle indsee, at man ikke kan undvære dem, og for det tredie, fordi Gud selv
verdiges at kalde sig med deres Navne, — da er den sandelig i stor Fare for Gud,
som ikke med fuldkommen Kjærlighed og Æresrygt styrker dem til den Myndighed,
hvortil Gud har beskikket dem, da de dog bære saa stor Omhu for alt Landsfolket
og Ansvar for Gud, allerhelst i de Tilfælde, som Loven fastsætter med visse
Grændser, saaledes at hverken Høvdingerne, hvis de iagttage dette, kunne tynge
Folket med for stor Begjerlighed, eller taabelige Mænd negte Hovdingen den
lovlige undersaatlige Lydighed (I)egnsky1du) formedelst Trods eller Kortsynthed.«
NLl., NgL. 11, 23 f.
I) »Jngen almindelige Afgister (t011a) skal Kongen eller hans Ombudsmcend
paalægge os, eller Gaver, eller Gjestebud, eller Hestefoder, eller Vedhugst- der
hvor Leding udredes, — undtagen Skyds og den øvrige Skyldighed, som Lovbogen
vidner.« NLl., NgL. 11, 33.
Is) Dette udtales i Kongens Ed ligesaavel i den nyere som i den ældre Lov.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
