Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 8. Kongedømmet efter det norske Riges Oprettelse ved Harald Haarfager. Dets Ret i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Andet ’Afsnit. Kongedpmmct.
vedkom den private eller offentlige Net, —«men det tillodes ogsaa
Kongedommet i mindre vigtige Ting, saa godt som eensidigen, ved de
saakaldte Netterboder at suldstændiggjøre og nærmere forklare den en-
gang givne Lov. Ja der indromtes Kongedommet paa en vis Maade
en overordnet Dommermyndighed, hvilken yttredestg deels deri, at Kongen
tilskikkede Lagmænd, ikke alene som Netsbestyrere, men og som virke-
lige Dommere, —- deels deri, at det i særegne Tilfælde forbeholdtes
Kongen at afgjøre, hvorvidt en Dom var gyldig eller ikke1). Det er
denne Kongedommets indgribende Deeltagelse i den lovgivende Myn-
dighed, og især dets virksomme Tilsyn med lldovelsen af den døm-
mende Myndighed, som Kong ·Magnus’s Landslov betegner med
det Udtryk: ,,Kongen er sat over Loven (er yljr login skipadr)·«
d. e. Kongen er Lovens Forstandeer
Kongedommet var saaledes vistnok, ogsaa i Tidsrummet fra Magnus
Lagaboter indtil Kalmarunionen, indskrænket ved den ældgamle Over-
eenskomst mellem det og Folket og ved Folkets Deeltagelse i den lovgi-
vende og dømmende Myndighed; men dets Virkekreds som Statsmagt
var videre og dets Anseelse og Indflydelse langt større end i tidligere
Dage3). Dog var denne Udvidelse afKongedommets Myndighed hverken
erhvervet ved Tvang og uredelige Midler eller overhovedet Folket
sorhadt. Den grundede sig paa en frivillig, om end ikke af klare
Anskuelser udsprungen Indrømmelse, og den medførte intet for Almuen
1) Altdette vil blive nøiere udviklet senere under Afsnittene om den lovgivende
og dømmende Myndighed. ’
2) ,,Thi den Kjendelse (orskurd), som Lagmanden afgiver, maa ingen Mand
bryde, med mindre Kongen seer, at vor Lovbog vidner derimod, eller Kongen selv,
med vise Mænds Samtykke, finder Andet sandere; thi han (Kongen) er s at
over sLoVen (hann er ytir 1ögin Skipaör).’« NLI., NgL. 11, 21z jfrt. m.
NBl., NgL. 1, 255.
3) Naar Kongefpeilets Forfatter yttrer,« at »Kongen eier (s) alt Riget og
ligesaa alt Folket, som i Riget er ; og ere alle de Mænd, som i hans Rige ere,
ham skyldige til Tjeneste, naar Nødvendigheden kræver det« (Kgsp. S. 61 f.); og
det som en Gjenklang heraf heder i Hirdskraaen: »Hans (Kongens) Eiendom og
Odel er alt Landet« (Hrdskr. N.g. L. 11, 403), saa maa vistnok disse Ord, der
kunde sømme sig for en Harald Haarfager, ikke tages i strengeste Betydning, og
end mindre Sætningen tænkes gjort gjældende i det virkelige Statsliv. Men det
viser dog, hvilke udsvævende og for Folkefriheden farlige Meninger med Hensyn til
Kongedummets Magtfylde ikke alene enkelt Mand paa den Tid, allerede ved 1200,
kunde nære, men endog Kongen selv, rigtignoki Forbigaaende, kunde yttre i et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
