Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 9. Kongearvefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongearvefølge. 41
Kongedommets Udelelighed blev imidlertid ikke dermed ind-
ført. Men for at hindre Landets Udstykning.og Nigets deraf følgende
Svækkelse og mulige Opløsning vedtoges, for det Tilfælde at flere arve-
berettigede Kongesønner gaves, en Fællesstyrelse af fuldkommen
sideordnede Konger· En saadan indtraadte første Gang i Morge,
da Magnus den gode, Olafs Søn, og Harald Sigurdssøn,
begge i lige mandlig Linie nedstammende fra Harald Haarfager, og
begge Kongesonner, i 1046 enedes om at styre Norge i Fællesskab.
Da vedtoges udentvivl af Kongerne og samtyktes af Folket Hoved-
trækkene i denne nye Styrelsesform1). Senere synes den at have
modtaget en yderligere Udvikling under en oftere gjentagen Indtræden
i det 11te og 12te Aarhundrede. De Negler, som i denne Henseende
efterhaanden vandt Hevd, vare, saavidt skjønnes, i Hovedsagen følgende:
Kongedommet vedblev at være arveligt for alle Harald Haar-
fagers mandlige Efterkommere, og det i Egenskab af personlig Net,
uden Hensyn til egte eller negte Fødsel. Enhver Kongesøn, naar han
af Faderen var erkjendt, eller hans Forderne paa anden lovlig Maade
beviist, havde Ret til Kongenavn og Andeel i Kongedommet efter sin
Fader2).
—— Om det Samme udtrykker Fagrskinna sig saaledes: »Var der da ingen Mand
i Norge, som bar Kongenavn uden Kong Olaf; dette havde ei været i Norge
siden Harald Haarfagers Dage; i Mellemtiden havde der været Heredskonger.«
Fagrsk. Kap. 98. — Om Olaf ved en virkelig Lovbestemmelse har faaet Fylkes-
kongedoinmet afskafset for Fremtiden, vides ikke; men vist er det, at det aldrig
mere efter hans Dage fremtraadte.
l) Saavidt man af Sagaerne kan skjønne, er Spørgsmaalet om en saadan
Fællesstyrelse først kommen paa Bane, da Harald Sigurdssøn i 1046 optraadte
med Fordring vaa Deel i Norges Kongedømme med Magnus den gode. Den-
gang var der, som det lader, ikke flet·e tilbage end Magnus og Harald af Harald
Haarfagers Mandsstamme Man seer, at Sagen har været Gjenstand for megen
Overveielse baade af Magnus selv og hans Raadgivere blandt Norges Høvdinger.
Den almindelige Mening synes at have været til Fordeel for Retmæssigheden af
Haralds Fordring, og derfor blev omsider den Overeenskomst sluttet, hvori Fælles-
styrelsens Grundsætning først ndtaltes. Man seer tydelig af Historien om
Magnus’s og Haralds Samstyrelse, at ingen virkelig Deling af Landet fandt Sted,
men at forresten lige Ret tildeeltes begge Konger, kun med Undtagelse af enkelte
Hædersfortrin, der forbeholdtes Magnus, som den der tidligere af de to havde
baaret Kongenavn. Fagrsk. Kap. 168—177; Sn. Har. Haardr. S. Kap. 20—25.
2) De fleste af Norges Konger efter Harald Haardraeide synes at have været
uegtefødte. Men der sindes ikke Spor til, at denne Omstændighed har gjort det
ringeste Skaar i deres Arveret. Af Harald Gilles Sønner var een (Jnge) egte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
