Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Kongedømmet - 9. Kongearvefølge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongearvefølge. - 47
kundbar, have givet sig paa Neisen for at mødes til Raadslagning
med Erkebiskoppen i Nidaros, hvor da den afdøde Konges Krone
skulde offres til den hellige Okaf.
Var Erkebiskopssædet ubesat, skulde dette Møde ligefuldt gaa for
sig sammesteds. —
Hvo som paa anden Maade lod sig tage til Konge, skulde have
Gods og Fred forbrudt og være i Kirkens Ban.
Hvo som, udnævnt af sin Biskop, ikke vilde fare, skulde straffes
med Ban og Bøder· ’
Neiseomkostningerne skulde godtgjøres af Kongedommets Gods, for-
saavidt som den Neisende ei tilforn havde Indtægter af samme1).
Bestemmelserne i den sidstomtalte Overeenskomst ere tydelig
byggede paa den Hovedsætning, som udtales i den første, nemlig at
Norges Rige eller Kongedomme var et Len af St.Olafeller
Nidaros’s Kirke. Derfor skulde det vel være arveligt, men inden
visse snevrere Grændser Arveretten var jo paa den ene Side betinget
af egte Fødsel, og med Hensyii til den paastod Kirken Dommerret.
Paa den anden Side afhang Arveretten af Biskoppernes Skjøn, hvor-
vidt Arvingen var Kongekaldet verdig. Ved indtrædende Valg
lagdes følgelig den afgjørende Stemme eller, om man saa vil, et Veto
i Biskoppernes Hænder. Førstefødselsretten skulde derimod i- Regelen ’
gjælde, for at Lenet ikke skulde splittes.
Det Gode, som unegtelig laa i Indførelsen af Kongedømmets
Arvelighed efter egte Fødsel og Førstefødselsret, hvilken sidste medførte
dets Udelelighed, fordunkledes ved den Adgang, som aabnedes Kirkens
Styrere til næsten vilkaarligen at skride ind ved enhver ny Konges
Antagelse. Den Stemme, som i dette Tilfælde medgaves Bønderne,
var jo i Grunden kun en intetsigende Form, da Udnævnelsen af de
dømmende eller vælgende Bønder varoverladt Bistopperne.
Ingen af disse to vigtige Overeenskomster synes forøvrigt at have
modtaget Folkets Stadfæstelse. Vistnok findes den sidste Overeenskomst
indført i den ældre Gulathingslov2). Men dens Vedtagelse af Folket
1) ÆGL. Kap. 2, NgL· 1, 3—4.
2) Den sindes her med følgende indledende Overskrift: »Dette er de nye Be-
stemmelser (njsmke1i), som bleve vedtagne ved Kong Magnus’s, Erkebiskosi Eysteins,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
