Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie Afsnit. Herserne eller Lendermaendene og Kongens og Rigets Raad - 17. Herserne blive, efter den norske Stats Oprettelse, Lendermænd. Disses Stilling som patriarchalsk-aristokratisk Magt i Staten indtil Midten af det trettende Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 Tredie Afsnit. Lendermændeite og Rigsraadet.
Han modtog sit Verdighedsnavn (na.fnb6t) af Kongen. Men
engang givet kunde Navnet ikke, ligesaalidet som den med samme for-
bundne personlige Net, igjen fratages ham, uden i det Tilfælde at
han forbrød sin Fred. Hans Veitsle derimod kunde en ny til-
trædende Konge inddrage. Men hermed ophørte ogsaa hans engere
Tjenstforhold til Kongen, og han traadte i saa Henseende tilbage i
Klasse med Kongens øvrige Thegner eller fri Undersaatter1).
Skyldtes en Lendermand for Landsforræderi (landrk-iö), var·det
ham tilladt at forsvare sig paa etHirdstevne oggder see sin Sag under-
søgt af tolv Mænd af Hirden, ved hvis Kjendelse Kongen skulde lade
det bero2).
Lendermandsnavnet meddeeltes paa en eller anden større Høitids-
dag, idet Udnævnelsen blev lyst for den samlede Hird, og Kongen selv
ledede den Udnævnte til Sæde paa den Bænk, hvor de i Hirden til-
stedeværende Lendermænd havde Plads efter sin Alder i Verdigheden.
En særskilt Haandgang fulgte ikke med Udnævnelsen Den Udnævnte
maatte nemlig forud være optagen i Hirden, hvorved han allerede var
bleven Kongens Sverdtager, Edsvorne og Haandgangne3).
Lendermandsverdigheden var, som man seer, efter Loven strengt
taget ikke arvelig. Men ifølge Vedtægt meddeeltes den dog sjælden
Nogen, der ikke var Lendermands Søn (1endborjnn) eller idet-
mindste af Lendermands Æt. Ja den ældste Søn af en Lender-
mand ansaaes endog for at have et Slags Krav paa Verdigheden efter
sin Fader. Verdighedens patriarchalske Natur og Ihændehaverens
Stilling ·til Folket medførte denne Slægtsforrct som en Nødvendighed
Lendermandens Virkekreds var nemlig afmaalt ikke saameget ved Kon-
gens vilkaarlige Bestemmelse som meget mere ved hans egne Slægtfor-
bindelser og Beliggenheden af hans Odel og Eiendom. Det var den
nedarvede Anseelse, hans Æt nød i en vis Kreds af Bønder, som gav
ham Indflydelse. Det af Kongen meddeelte Verdighedsnavn og den
dermed følgende Veitsle var egentlig kun at ansee som en mindre væ-
sentlig Tilgift til de Fordele, som Fødselen allerede gav ham. Den,
’) ÆGL. Kap. 206 snil. med 200; NgL. 1, 72. 71. Hrdskr. Kap. 11.
NgL. 11, 399 og ovenf. S. 107 og Anm. 3. 2) Hrdskr. Kap. 20· NgL. 11’
407 f. s) Hrdskr· Kap. 18. NgL. 11, 406·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
