Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie Afsnit. Herserne eller Lendermaendene og Kongens og Rigets Raad - 19. Kongens og Rigets Raad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongens og Rigets Raad. 121
og geistlige Naadgivere altid og alle tilsammen vare om Kongens
Person. Dette kunde, som let skjønnes, ikke være Tilfældet Blot de,
som egentlig hørte Hirden til, eller opholdt sig i den for længere Tid,
vare stadigere hos Kongen. De øvrige tilkaldtes særligen, naar han
vilde raadføre sig med dem, eller hørtes, naar Omstændighederne bragte
dem i hans Nærhed. ,
Af alle Kongens Naadgivere maatte naturligviis Lendermænd ene
ifølge sin Stilling i Samfundet være de vigtigste, hvad ogsaa Hird-
slraaen udtrykkelig siger1). Men Lendermændene vare, som ovenfor
viist, spredte over det hele Land, og ikkun nogle af dem, snart flere,
snart færre, hvilke Kongen oftest efter eget Tykke tilkaldte, vare til-
«« stede i hans Hird. Herved iagttoges i Almindelighed den Negel, at
de skiftede efter den Landsdeel, i hvilken Kongen opholdt sig. Dette
var ældgammel Skik, og dens Vedligeholdelse i det Væsentlige forud-
sættes endnu iMagnus Lagabøters Love. Kun sjælden og i meget vig-
tige Tilfælde vare Lendermænd samlede om Kongen i stort Antal fra f
alle Landsdele. ·
Hvor Kongen opholdt sig iLandet, havde han altsaa sit naturlige
Raad om sig, deelsi de Hirdstyrere, som fulgte ham, og deels i de nær-
meste Fylkers Lendermænd, samt i kirkelige Sager i den nærmeste Bi-
skop. Men alt eftersom Landsstyrelsen blev sværere for Kongedømmets
Vedkommende, idet den meer og meer sammentrængtes i dette, medens
derimod Folkets Selvstyrelse i dets engere Kredse indskrænkedes, og
Lendermændenes patriarchalske Forhold til Bondealmuen slappedes, ———
maatte den nævnte Fremgangsmaade, hvorved Kongens vigtigste Raad-
givere idelig skiftede, vise sig mindre tjenlig. Da nu derhos Loven
under Kong Magnus blev een for det hele Land, og det nøie Kjend-
skab ·til de enkelte Landsdeles særlige Vedtægter saaledes blev min-
dre nødvendigt for den øverste Styrelse, saa maatte Fordelene, ja
Nødvendigheden af et engere, stadigt samlet Kongens Naad
let falde i Øinene.
Grundbestanddelene til et saadant fandtes allerede iden ældre Ind-
retning, nemlig i de Raadgivere, som ifølge sin Stilling i Hirden sta-
digen maatte være der tilstede og i Kongens Nærhed, især de egent-
1) Hrdskr. Kap. 19. NgL. 11, 407.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
