Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Afsnit. Folket - 20. Folket. Dets Ret i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkets Ret i Almindelighed 149
eller forsømmer Neisningsbudet). Men hvis Iarl angriber Nogen
voldelig i hans Hjem, da skal Spiil skjæres og fare inden fire Fylker,
og skal man drage mod ham og dræbe ham. Men hvis han undkom-
mer, da komme han aldrig tilbage. Det Samme skal Enhver bøde, der
ei farer mod ham, som før er nævnt, og ligesaa tre Mark Sølv den,
der fælder Pilen. Men hvis Lendermand voldelig angriber Nogen i
hans Hjem og dræber ham, da fare spiil inden to Fylker, og skal man
fare mod ham og dræbe ham. Men undkommer han, da fare han
fredlos (1«1tlagr) og komme aldrig tilbage i Landet, uden med den Konge,
som selv rydder Land for sig (ryör land fyrjr sor), eller med Jarl,
eller hvis han bærer sandt Hærsagn tilbage i Landet. Men hvis Nogen
fælder den Spiil, da er han brødig tolv Ører, og hvis han sidder stille
under Neisningen (sitr um optirkvrina), da er han brødig Baug (sekr
baugi d.e.12 Over)« 1).
En saa streng Bestemmelse findes vel ikke i den os levnede ældre
Gulathingslov, og har muligen heller ikke fundets i de øvrige ældre
Landslove. Men selve Netsgrundsætningen, paa hvilken den hviler, nem?
lig at Folkets undersaatlige Skyldighed var ophørt, i det Øieblik Kon-
gen, ved at krænke hele Folkets eller den enkelte Undersaats Net, brød "·
sin Ed, — denne Netsgrundsætning gjaldt over det hele Rige, om den
end ikke allesteds fandtes med rene Ord udtalt i den skrevne Lov, og
om end Folket ikke altid havde Samhold og Sindighed nok til at bringe
den i kraftig Udøvelse
Paa den anden Side antoges naturligviis ogsaa, at Kongen,
naar Folket i en eller anden Landsdeel, uden lovlig- Grund, negtede
ham undersaatlig Lydighed eller hvad ham efter Loven tilkom, — havde
Ret til at bruge Magten mod det. Ogsaa da var jo den gjensidige
Forpligtelse mellem Folk og Konge brudt, Loven var sat ud af Kraft
og et Forhold var indtraadt, hvor Vaabnene maatte gjøre Udslaget.
Dette menes aabenbart ved det nysnævnte Udtryk i Thrøndernes Lov:
»naar Kongen rydder Land for sig-A Til det Samme sigter
Vikens gamle Christenret paa det Sted, hvor den taler om det eneste
Tilfælde i hvilket det var Kongen tilladt at herje indenlands,
nemlig naar det gjaldt at tvinge Folket til at overholde Christendom-
1)ÆFL.1v.Kap.50-—52, NgL.1 172f
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
