Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde Afsnit. Folket - 23. Geistligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Geistlighedeii. 197
Med Afgjørelsen af Grændserne for Kirkens dømmende Myn-
dighed gik det ikke lettere. De Instantser, som den canoniske Ret
opstillede som gjældende i alt, hvad den kaldte Kirkesager, vare: Biskop,
Metropolitan, Pave. Herimod synes de norske verdslige Statsmagter
egentlig ikke at have havt noget væsentligt at indvende, forsaavidt angik
Retten til at dømme i Kirkebod for Brud paa Religionens Forskrifter
Men de vilde ingenlunde gaa ind paa at erkjende hine Inftantseri
alle Sager, som vedkom Christenretten, navnligen forsaavidt som de
angik Strid mellem Geistlige og Verdslige om Gjenstande, der iGrun-
den vare reent verdslige, eller mellem Geistlige i samme Forhold, eller
endelig Eiendomsftridigheder, blot fordi den ene af Parterne hørte
Kirken til. Saadanne Sager vilde man ikke have unddragne de almin-
delige Domstole for at underlægges særegne geistlige Domstoles Af-
gjørelse.
Endelig hvad Geistlighedens Fritagelse for Statens
Byrder angik, da var Statsstyrelsen villig til at indrømme, hvad og-
saa gammel Vedtaegt og Lov som ovenanført medgav, — at de Geistlige
for egen Person, ja endog for sine geiftlige Tjenere til en vis Grad,
skulde være fri for saadanne. Men naar Geistligheden krævede denne
Friheds Udstrækning ogsaa til sit verdsligeTjenestefolk, forsaavidt Byr-
den rammede Personen, og til alt sit Gods, forsaavidt den rammede
Formuen, saa gjorde Kongedømmet derimod Indsigelse
Alle disse tre Tvistepunkter bragtes under Magnus Lagaboters
Styrelse paa Bane efter længere Tids Hvile. De bragtes paa Bane
af den daværende Erkebiskop af Nidaros, Jonz og denne gik endog
saa vidt, at han fremkaldte af Forglemmelsen Kong Magnus Erlings-
søns Tilsagn til Erkebiskop Eystein om Kronens Offring til den hellige
Olaf og alle dermed forbundne Indrømmelsen Dette fkede rimeligviis
mere som et Slags Trusel for lettere at bevæge Kongen til Eftergi-
venhed i andre Stykker, end fordi han haabede at give hine assenere
Konger underkjendte og af Geistligheden selv med Taushed opgivne
Krav en virkelig fornyet Gyldighed. De Underhandlinger, som i denne
Anledning aabnedes mellem Kongen og Erkebiskoppen, ledede først til
en Overeenskomst i Bergen af 1ste Auguft 12731), der i det
1) NgL. 11, 455—462.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
