Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Afsnit. De norske Statsmagters Samvirken i Statsmyndighedernes Udøvelse - 27. Landevern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224 Femte Afsnit. De norfke Statsmaglers Samvirken.
(nek). Frostathingsloven har ingen tilsvarende Bestemmelse Træle
regnedes i Mandta-llet, men kun fri Mand maatte nævnes til Skibs-
besætning. Alene til Skibskok (matgeröa.rmaör) kunde ·en Træl tages 1).
Baade Lendermænd og Kongens Aarmcend tilskjøde til Ledingen,
de sidste endog efter en egen Maalestok og udentvivl paa Kongens Vegne
og for hans Regning. Ledingsfrie i det Hele vare Biskopper og Sog-
neprester for sin Person og for sit Huussinde til en vis Udstrækning som
ovenfor er omtalt2); desuden Vordi, efter Gulathingsloven under tre Aar,
efter Frostathingsloven under syv Aar, vanføre Træle, spedalske Mænd
(1ikk)rx;rir menn) og aldeles Fattige udenfor Mandtallet3).
Hver tilnævnt Ledingsmand var selv fri for Udredelse og havde,
foruden den lovbestemte Kost, een Ore Selv om Maaneden af Bøn-
derne. Een Bue skulde skaffes til hver Tofte af de To, som der
havde Sæde, og to Tylvter Pile af Bønderne. Forresten skulde hver
have sine lovbudne Vaaben. Det paalagdes nemlig hver voxen fri
Mand at eie Skjold, Spyd og enten Sverd eller Øre. For at paa-
see, at disse Vaaben altid vare tilstede, blev der i hver Skibrede, om
Vaaren, holdt det saakaldte Vaabenthing (veipnak)i11g), og paa dette
Thing, til hvilket alle fri, vorne og vaabenføre Mænd vare pligtige
at møde, maatte Enhver fremvise sine Vaaben for Lendermanden eller
Kongens Embedsma11d, der da havde at dømme, om de vare i tilbørlig
Stand 4). ·
For at opbyde Folket i Tilfælde af siendtligt Overfald vare de
saakaldte Viter tvitaxs Enkeltt. vjtj) indrettede Det var Vedstabler,
reiste paa Høider langs Kysten i saadan indbyrdes Afstand, at, naar
den ene tændtes, Ilden kunde sees til den næste. Ved hver Vite fandtes
et lidet Vagthuus (var6hüs), og i Ufredstider skulde anderne skiftes
til at holde Vagt ved Viten (vjtavör6r) Nat og Dag. Naar man
nu saa siendtlige Hærskibe nærme sig paa et eller andet Punkt af
Kysten, saa tændtes den herværende Vite og derpaa fortsattes Ilden
fra den ene til den anden langs med Kysten. Dette var Tegn for alt
vaabenført Mandskab i hver Skibrede at samle sig væbnet ved Skibet.
1) LEGL.296——300. ÆFL. v11, 7·24· NgL. 1, 97 fg. 199. 203. 2) See
ovfr. S. 188. s) LEGL 296· 298. NgL. 1, 97. ÆFL· v11, 8· 10. 17. 18.
NgL. 1, 200. 202. s) ÆGL. 309. NgL. 1, 101. ÆFL. v11, 13. 15. x, 3.
NgL. 1, 201 fg· 218· ÆBt. 137. NgL. 1, 328.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
