Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte Afsnit. De norske Statsmagters Samvirken i Statsmyndighedernes Udøvelse - 29. Den dømmende Myndighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den donimende Myndighed- 247
imidlertid Veien til en indgribende Forandring ved Oprettelsen af Lag-
ma n d s em b ed et (lögsaga, 16gsögn).
Lagmand d. e. Lotlfnand (lögmaör, lagamaör) UæVntes i ældre
Tid i Norge Enhver, der som Lovkyndig havde vundet Anseelse og
Tillid hos Folket. Saalænge skrevne Love endnu ikke gaves, var det
af høieste Vigtighed-at der overalt omkring i Landet fandtes Mænd,
der med Omhu bevarede Lovene i Mindet. Saadanne Mænd, paa
hvilke da hiint Navn nærmest anvendtes, fattedes heller ikke nogensinde,
hverken blandt Lendermændene, hvis offentlige Stilling særligen opfor-
drede til Lovkundskab, eller blandt Bønderne. Man sinder, at Lov-
kyndigheden ligesom gik i Arv i visse Ætter i de forskjellige Landsdele.
Den Indflydelse i Samfundet, som man ved Lovkundskab (1ögspeki)
vandt, var meget stor. Hos Lovmaendene søgte Bonderne privatRaad
i sine Netsanliggender, og til Lovmændenes Kjendelse (orskuk6r) over-
gaves paa Thingene forelobigen alle Sager af en indviklet Natur eller
de Sager, om hvilke Loven mindre tydelig udtalte sig. Deres Erklæs—
ring, om hvad der var Lov, var afgjørende. I alle Domme var de-
res Stemme den ledende, og ved Lovens Ordning eller Affattelsen af
nye Love vare de Hovedmændene, hvad enten nu Bestemmelserne udgik
fra Kongedommet eller fra Folket1).
Lovens skriftlige Optegnelse gjorde ingenlunde disse Lovmænd over-
flødige. Loven i sin skrevne Form var, som ovenfor yttret, i mange
Maader ufuldstændig og ftøttedes fremdeles til en mundtlig Overleve-
ring. Den umiddelbare Adgang til Lovbogen stod derhos kun aaben
for de Læsekyndige, og disse vare i den Tid ikke ret mange. Lsovens
’ Anvendelse endelig paa de enkelte Tilfælde fordrede fremdeles en Kund-
skab og en Oversigt, der langt fra ikke kunde findes hos den store
Mængde, som udgjorde de Thingsogende (k)jngheyjendr) paa de mindre
Thing, eller endog hos Nevndermændene paa Lagthinget. Lovmændene ved-
l) Saadanne lvgmenn vare Thorleif spake, efter hvis RaadYKong Haakon d.
gode satte Gulathingsloven (Snorre, Haakon d. godes S. Kap. 11) og Ulfljot, Is-
lands ældste Lovgiver (Jslendingab. Kap. 2); see ogsaa Fortællingen om Sigurd
Ranessons Sag med Kong Sigurd Jorfalaf. Fornm. S. V11, 138. 138. 141 f.
Endnu hyppigere forekomme 1ögmenu i Jslands Historie i det ældre Lovgivnings-
tidsrum, fee f. Er. Njaals S. Kap. 1. 20. 27. 139. 143. Kristni S. Kap. 12.
Eyrb« S. Kap. 12. Graagaas S 116 S. 209 (Finfens Udgave).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
