Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 41. Egteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Egteskab. » 309
gyldig Grund fra sin Forpligtelse at tage Konen, da var han fredløs
(1’1t1agr). Ligesaa Giftingsmanden, hvis han tilbageholdt Fæstekonen.
Tog Fæstekonen frivillig en Anden end den, hvem hun var fæstet, da
var baade hun og Giftingsmanden utlæge. Saaledes findes idetmindste
fastsat i Gulathingsloven1), som her Udentvivl holder sig til den ældre
Vedtægt. Frostathingsloven derimod sastsætter, for det Tilfælde, at
En borttog en Andens Fæstekone, Fuldretsbod til den Fornærmede, hvor-
hos hendes Verge, hvis det var gjort med hans Minde, havde at ud-
rede den astalte Hjemmegist til Fæstemanden2).
Ved Brylluppet (br1«16kaup, brÜöh18«up) fuldbyrdedes Egtkska-
bet, idet de ved Fæstemaalet astalte Vilkaar traadte i Kraft, og det
egteskabelige Samliv mellem Egtefællerne tog sin Begyndelse. Begges
Frænder og Venner samledes til et Gjestebud, hvilket man søgte at
gjøre saa talrigt og pragtfuldt som muligt, for at baade Vidnerne
kunde være mange, og Handlingen selv længe gjemmes i Folkemindet.
Hjemmegisten blev nu udredet fra Brudens Side og Tilgiften fra
Brudgommens under alle tilhørende Sikkerhedsformer og i opnævnte
Vidners Overbær. Brud (br1’16r) og Brudgom (brü6gumi) vare
nu Egtefolk (hj6n), og hun, som Huussrue (hüskreyja, hnskr1i) var
indtraadt i alle de Rettigheder, som denne Stilling hjemlede hende i
hendes Huusbondes Huus.
Lovenes Udsagn angaaende Netsforholdet mellem Egtefællerne dreie
sig især om deres Formue. Styrelsen af denne paa begges Vegne og
tilbegges Tarv tilkom Manden som Konens Verge3). Men dette
var saa langt fra at medføre en Sammensmeltning af begges Eien-
domme, at disse tvertimod forbleve strengt adskilte. Ved Indtrædel-
sen iÆgteskabet blev iRegelen begges Formue overslaaet og vurderet.
Hjemmegiften, Tilgiften og Morgengaven ansaaes som Konens Gods;
og hertil kom, hvad hun ved Arv eller paa anden Maade enten allerede
eiede eller senere kunde komme til at eie4). Døde Manden først, saa
toge hans naturlige Arvinger alt hans Gods, medens Konen beholdt
1) ÆGL. 51. NgL. 1, 28. 2) ÆFL. x1, 1. NgL. 1, 229 f. 3) »Karl—
madr skal konu eyri Mida, medan kan eru hjün ok er üskilt peira ei mefja1.««
ÆFL. x1, 5. NgL. 1, 230. jvfr. ÆGL. 52. NgL. 1, 28. 4) ÆFL. X1, 5.
6. ijr. x1, 8. NgL. 1, 230. 231.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
