Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 41. Egteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Egteskab. 3 13
Egteskabeligt Samliv mellem Mand og Kvinde uden Giftermaal
var ikke udtrykkelig forbudet, naar begge vare ugifte; men Kvinden var
dakun Mandens Frille (frilla, fylgjukona) og deres Børn negte-
fødte. Varede imidlertid en saadan Forbindelse uafbrudt i tyve Aar,
ansaaes den ifølge Gulathingsloven som et lovligt Egteskab; da ind-
traadte Felag mellem dem efter Loven, og Børnene vare arveberettigede
som egtefødte1). I Frostathingslovens Christenret findes som en nyere
Bestemmelse, at naar en Mcind havde Børn med en Frille og senere
hen egtede hende; saa helligede de Børn, som- fødtes efter Egteskabet,
de tidligere fødte til —Arv2). En Følge af Ehriftendommens Indvirk-
ning var det ogsaa, at Egteskabets Kraft med Hensyn til Børnenes
egte Fødsel og dermed forbundne Arveret udstraktes til Fæstemaalet,
saaledes at, hvis Fæstemanden døde før Bryllupet, da var det Barn,
han havde avlet med sin lovlige Fæstekone, berettiget til Arv efter sin
Fader som egtefødt3).
Egteskabsskilsmisse (h·j6naskilna6r) var i Hedendommens
Tider temmelig let at erhverve, især fra Mandens Side. Ved Chri-
stendommens Indflydelse blev den efterhaanden meer og meer vanskelig-
gjort· Dette opnaaedes først ligefrem derved, at Geistligheden fik de
Tilfælde indskrænkede, i hvilke Loven tillod Egtefæller at forlade hin-
anden. Her stilledes fremmest Opdagelse af Slægtskab, kjødeligt eller
aandeligt, mellem Egtefællerne inden forbudne Led4), og dernæst·Utro-
skab fra Konens Side5) og gjentagen Mishandling fra Mandens8).
Af disse Skilsmissegrunde var det dog kun den første, hvilken Kirken
erklærede for fuldkommen tvingende, medens den med Hensyn til de
øvrige fremstillede en Udsoniniz mellem Egtefcellerne som Gud behage-
-ligere. Men endnu kraftigere virkede udentvivl Kirken til at gjøre
Skilsmissen sjældnere ved at opstille den Grundsætning, at det «-
naar undtages det førstnævnte Tilfælde, da Egteskabet maatte ansees,
som om det aldrig var sluttet — var tvivlsomt og afhængigt af de
nærmere Omstændigheder, hvorvidt Egteskabet· ogsaa som en religiøs
Forbindelse, som et Sakrament, kunde hæves, om det og hævedes
1) ÆGL.125·NgL. 1, 54. 2) ÆFL. 111, 11. NgL. 1, 151. s) ÆFL.
111, 13. NgL. 1, 152. 4) See de ovfr. S. 306 not· 1 og 307 not· 2. anf.
Steder. 5) ÆFL. 111, 7. NgL. 1, 150. . 6) ÆGL· 54. Æ. Vorgarth.
Chrr. 8. NgL· 1, 29. 356.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
