Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 46. Arv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arv. . 337
I den tidligere Deel af det her omhandlede ældre Lovgivnings-
tidsrum var det ikke Nogen, der havde lovbestemte Arvinger, tilladt
uden disses Samtykke at forordne angaaende sin Formue efter sin Død.
I begge de tilværende Landslove er nøiagtig fastsat, hvormeget en Mand,
i Forhold til sin Stilling og Net, maatte uden Arvingernes Indrøm-
melse skjenke til sin uegte Søn. Efter Gulathingsloven var dette for
en Hauld tre Mark, for en Lendermand sex Mark, for en Bonde tolv
Ører, for en Løsingssøn sex Ører. En Gave af den Størrelse maatte Ar-
vingerne ei rygge, undtagen hvis hver af dem selv sik mindre paa sin
Lod. Efter Frostathingsloven var en Hauld ikkun berettiget til at give
sin negte Søn tolv Ører, en aarbaaren Mand een Mark og de øvrige
Klasser i samme Forhold til deres Net. Den sidstnævnte Lov tillader
ellers ogsaa at give Fostersøn ligesaa stor Gave som uegte Søn. Som
Gaver, hvilke Arvingen ei kunde rygge, nævner derhos Gulathingsloven:
»Barnfosters"løn, Gaver fra eller til Kongen, og Eftergivelse af den saa-
kaldte Løsingsøre eller af de sex Ører, som Løsingen skulde betale sin
Herre ved Frelsesølet. Samme Lov har desuden d"en-udtrykkeligeBe-
stemmelse, at hvis en Faderi levende Live giver den ene af sine Søn-
- ner større Gaver end den anden, da skal dette jævnes ved Arveskiftetz
og da Frostathingsloven fastsætter dette samme med Hensyn til Døttrene
og deres Hjemmegift, saa er det rimeligt, at den nævnte Bestemmelse
om· Sønnerne ogsaa har gjældet inden denne Lovs Omraade1).
Om Sjælegaver (sx;rlugjaör), d. e. Gaver til Kirken eller i
velgjørende, religiøse Øiemed for Giverens Sjæls Salighed, synes op-
rindelig den almindelige Negel at have gjældet, at Arvingernes Samtykke
krævedes til deres fulde Gyldighed. Derfor var det udentvivl sedvan-
ligst, at saadanne Gaver først skjenkedes paa den Afdødes Vegnei
hans Navn af Arvingerne, idet disse toge Arven i Besiddelse. Men
hermed gjordes en Forandring, idet det under Cardinal Nikolaust
Ophold i Norge Aar 1152 med hans Medvirkning fastsattes, at en-
hver Mand eller Kvinde havde Ret til, i levende Live, sine Arvinger
uadspurgt, at testamentere til Bedste for sin Sjæl en Tiendedeel af
alt sit Arvegods og en Fjerdedeel af alt sit erhvervede
Gods. Dette skulde regnes som en Hovedtiende, det vil sige en
1) ÆGL. 129. ÆFL. 1X, 17. X1, 3. NgL. 1, 54 f. 213. 230.
R. Kevfer· Norges Stats- og Retsforf. i Middelalderen. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
