Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Afsnit. Den private Ret - 49. Gjæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjæld. 355
Det Samme synes Gulathingsloven at nedtage, og rimeligviis har
det været Regelen i alle norske Lagdømmer.
· Efter Gulathingsloven ansaaes ellers ingen Gjæld for betalt,
med mindre Vidner vidste det. Var nemlig dette ikke Tilfælde da kunde
Kreditor fragaa, at Tilbagebetalingen havde fundet Sted, og Skyldne-
ren maatte betale paa ny. Men den sidste kunde da sø·eze Sit tilbage
som en uvitterlig Gjæld. SammeLov fastsætter, at hvis en Gjæld
henstod tyve Aar eller længer, da var den ikke beviislig med Vidner
(j)e-"i fyrnisk sij skuld fyrjr vatttum). Men Kreditors Ret stod lige-
fuldt aaben at søge Skyldneren til Fralæggelse af Gjælden ved Ed.
Det er i denne Anledning, at Loven opstiller som en almindelig Øiets-
grundsætning det gamle Ordsprog: ,,j salti liggr sök, ek soekjendr
duga««1).
Alle ovennævnte tre Love samstemme deri, at Kreditor ikke kunde »
søge sit Tilgodehavende i død Mands Bo uden med Vidner; thi Ingen
kunde aflægge Gd paa den Døde-S Vegne, eller som det udtrykkes: for
den Dødes Bryst (eigi skal eid Sverja kyrjr dautt brjcsst). Den ene-
! ste Ed, som den Dødes Arving eller dennes Verge, efter Gulathings-
loven, i dette Tilfælde kunde aflægge, var den: »at Gjælden ikke var
til, saavidt han vidste;" thi da svor han for sig selv, ikke for den
Døde. Der siges imidlertid ikke, at Kreditor havde Net til at kræve
en saadan Ed af den døde Skyldners Arving2).
Hvis en Mand, der havde Gjæld paa sig, forlod Landet eller
stiftede Gjæld i Landet, medens han var udenlands, da havde Kreditor
at holde sig til hans Ombudsmand, eller, hvis en saadan ikke gaves,
til hans ·Arving.« Ombudsmanden eller Arvingen havde da at gjøre
Rede paa Skyldnerens Vegne, saavidt som dennes Gods strakte til.
Men det paalaa ikke Arvingen at betale noget af sit eget Gods, før
Skyldnerens Død var beviist med tvende Vidner3).
Vilde Skyldneren af reen Gjenstridighed ikke betale den Gjæld,
som lovligen var blevenham "paabeviist, da kunde Kreditor, efter alle
tre ovennævnte Love, kræve Bøndernes Hjælp til Thinge»og Thing-
mændene havde da strax, under Straf af Bøder for den Udevlivende,
1) ÆGL. 39. NgL. 1, 24. 2) ÆGL. 38. ÆFL· x, 23. ÆV1. 156.
NgL. 1, 24. 222. 382. s) ÆGL. 47. Hed. 117. NgL. 1, 26. 294.
· 23P
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
