Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nu begyndte mellem hende og Augusta det gamle
sorhadte Spil as nargaaende Sphdigheder« J be-
standige Fiendtligheder, som dog aldrig udbryde til
aabenbar Krig, men stedse gaae under Venskabs og
Slagtskabs Flag, skyder Taiite Polonius med Ka-
ttoner, Augiisia derimod med forgiftede Pile. —
Mangen Kanonkugle streifcde mig nær forbi, og
Laertes maatte udholde baade Bombe- og Pilekast.
Han gik sorstemt op og ned ad Gulvet. Conver-
sationeii var i det Hele savnig og slæbende. Een
af de Ting, der altid havde varet mig ubehagelige
i min Svogers Huus, var den Mangel paa hvflig
Opmærksomhed, som Alle — Angusta iberegnet —
viste den gamle Bernard. Han er jo rigtig nok
noget eensidig, maaskee i visse Ting lidt pedantisk,
men hans ulykker, hans Alder, hans mange agt-
værdige og elskværdige Sider, vil altid gjore ham
i mine Øine til en Gjenstand for Agtelse og Beti-
skab. Han forstaaer nogenledes hvad man taler
paa Dansk, men det generer ham meget at ud-
trykke sig paa vort Sprog. Taiite Polonins for-
staaer ikke Fransk, og Conversationen blev hiin Af-
ten, som sædvanlig, fort paa Daiisk, uden Hensyn
paa Bernard, hvilket forøgede min Forlegenhed.
Jeg pleier gjerne at sætte mig hen tll ham og be-
gynde en stille Samtale, soin han-Altid veed at un-
derholde med den hans Nation egne beundrings-
vardige Lethed. Denne Aften vilde dette heller ikke
lykkes. Efter en lang Pause sagde Laertes: "Veed
De, Frue Osrick, at Horatio er kommen hertil«3"
— "Ia, svarede hun, det er muligt at haii kom-
ener her iaften." —- ’«J saa Fald, sagde Tante Po-
lonius, vil jeg ikke gaae ned endnu, thi jeg vilde
ogsaa gjerne see denne gamle Herre." —- "Gamle
Herrel udbrod Laertes: det vil De nok ikke sige
imorgen, Friie Polonius, ifald han ellers kommer
her iasten. Jeg har seet ham i Middags. Det er
en meerkvoerdig Mand, der ikke blot har varet Vid-
ne til, men ogsaa taget virksom Deel i vor Tids
vigtigste Begivenheder, og hans tldseende udtrykker
ganske den Idee, jeg har gjort mig om ham." —-
Den stakkels Bernard blev forvirret ved disse Ord,
han saae paa sit Uhr, og syntes uvis om han skulde
gaae eller blive. — I det samme gik Doreit op,
og min Svoger traadte ind med en hal, stor Mand,
i hvem enhver, efter Laertes korte Bestrivelse,
maatte gjenkjende Horatio. Hans kongelige An-
stand, hans ædle, noget skarpe Treek, hans sorte
krusede Haar om den høie hvide Pande, hans sorte
Dragt med en Orden paa Brystet, den tause, be-
skedne Alvorlighed, hvormed han hilsede de Tilsk-
devoerende, satte os alle pludselig ind i en ny Ver-
den. Han nærmede sig til 2liigusta, bøiede sig ver-
badigt for hende, sagde nogle faa forbindtlige Ord,
og bad hende til Belkonist tillade ham at kysse hen-
des Haand. Den forste Klang af hans Stemme
gjenlod i mit Inderste; jeg tænkte paa, at der er
noget i Musiken som man kalder synipathetiske To-
ner. —- Han var strax som bekjendt imellem os, og
forstod den Kiinst at oplive Samtalen med samme
Lethed som Hr. Bernard. — Tante Poloniiis gik
ned, og vi andre traadte ind i Spisestuen, hvor
Augustas Skjønhedssands ret i denne Aften over-
gik sig selv. De klare Krystalskaaler, som indslut-
tede de smaa Retter og de stjvune Frugter, det smag-
fulde Theebord, den Vellngt som var udbredt over
Værelset, deii smukke Oplysniiig, altiug aandcde
noget Festligt uden overdaadig Pragt. Ogsiia Cou-
versationeti var paa eengattg hjertelig og spillende
af Vittighed og Lune, enhver syntes at fole sig i
en lykkelig og opronit Stemning. Paa en saadan
Aftett, i en saadan lille udsagt Cirkel, skulde Du
see Augnsta for ret at sole hendes Elskoeerdighed·
Saasnart Horatio bemærkede at der var en Udlieue
ding tilstede, udtrykkede han sig strax i dennes Sprog,
hvilket heller ikke i mindste Maade for-styrtede Sam-
talen. Min Svoger og Laertes kunde ikke mod-
staae deres Lyst til at dreie Conversationen hen paa
de vigtige Begivenheder-, som Hoiatio havde bivaa-
net, og han tilfredsstillede deres Nysgjerrighed med
den liveligste Fremstilling as Personer og Tildragel-
see, iideti at tale meget oui sig selv; og jeg kunde
ikke undlade at beundre den fine Takt, hvormed
han vidste at gjaette og skaane den stakkels Veruards
Følelser ved denne Anledning, og at for-milde det
der kunde saare ham, i det han udbredte sigi Lov-
taler over de Franskes Tapperhed, en Gjenstand
der syntes at henrykke deres gamle Landsniand.
Ved en Yttring as denne tog han Anledning til at
sige til ham: «At man i Ulykken ikke skal forlade
deii man fulgte i Lykken, er en Grundsætning som
ingen bestrider, men Faa kun folge. Baade De og
jeg have været trofaste; det er Hovedsagen; Nesten
er kun tilfældige Omstieitdigheder.’« —- Jeg saae
hvor godt det gjorde den gamle Mand at blive be-
handlet med saadan Hoiagtclsez og han talte i
denne formeente Modstanders Nærværelse om sit
Liv og stne Meninger med en Frihed og en Aaben-
hjertighed, sotn han aldrig brugte med sine saa-
kaldte Veuuer. — Jeg sad saaledes at jeg temme-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
