Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sagt mig, og i det mindste viist, naar jeg traf dem
i Selskab, at de kiendte mig af Navn. Ingeti
Dansk har hidindtil giort mig den 2Ere, og de ere
at tindskhlde, thi hvor saa iblandt dem, der have
Formtte nok for at reise udenlands, kiende tnig af
Navn? Jeg troer derfor ikke heller hvad De siger
om mine Landsinornds Vrede — den vilde forud-
seette hvad jeg her har nagtet. Men Glemselen
derimod; deri giver jeg Dem Ret; kun er den
ikke nye; den er allerede femten Aar gammel.
Reil kieereste Vettl jeg veed, og erindrer mig, soin
den Tid da jeg var lille, med taknemmelig Vee-
mod, at et par Familier, et par Studentere, og
et par Smaapiger i Dannemark have elstet mig-,
men mit Folk — mit Fædrenela11d . . . . . . .
dog hvorfor skulde det have handlet anderledes imod
mig end mod næsten alle dets ovrige Sønner, der
have stræbt efter Evne, at udbrede dets Navn i
Litteratureus Verden? Tag Dem i Agt, min Veis!
og gior Dem ikke altfor fortient deraf, hvis De
ikke vil erileres.
Med alt det, kjæreste Ven, elsker jeg dette
Fædreneland, og valgte, hvis det gialdt om at so-
des paa nhe (og det stod til mig at vælge) Danne-
mark fremfor alle Lande paa Jorden, til Fodestavn.
Jeg paastaaet, at det for ethvert folende Menne-
ske, som ikke alt for ung har forladt Hiemmet,
er umueligt andet. Kommer dertil, at jeg fore-
trakker dets Sprog for alle levende, og at jeg deri
sang min forste Andagt og min første Kieerlighed,
er der maaskee ingen oplyst Mattd i Curopa, der i
haiere Grad har den Svaghed at elske sit Folk end jeg.
Men en Svaghed er og bliver det, besynderlig i
vor Tidsalder, en blind, en ufornuftig, en halv-
dpeisk Svaghed, som enhver anden sandselig Liden-
skab. Een af de helligste Pligter er det upaatviv-
lelig at tiene sit Fadreneland, saa lange man med
Gud og Ære kan. Mett opofre sit Fordrerielatid alt;
selv naar tnan ikke kan tiene det — er Pedanterie,
om ikke Galskab s- og især Galskab hos den, som
hverken indvortes eller udvortes Formue har kal-
det til at være Statsborger. Er jeg sod Digter,
er jeg ipso facto bunden til andre Love end Chri-
stian den samle-. Men lad det vaere med Patrio-
tiemen beskaffen, som det vil; at Pairia ubicims
que laa-red er en lumpen Sand, tvivler ingen adel
Mand om; men at Port-ia, ubieuuslae Foeriixite·«
er en ligesaa lumpen, derom tvivler jeg me-
get. Den er i al Fald min. Erfarittg lærte
mig umuelighedett af at subsisiere hjemme —- og
hermed besvarer jeg alle Beskyldninger for Uda-
triotiskhed.
»Meu jeg burde idetmindste (hvis jeg og er
nodtvungen tii at leve i et fremmed Land) skrive
datisk — og i det allermindste ikke skrive tydsk."
Det kommer an paa, i hvilket Spridg jeg troer
best at kunne udtrykke mine bcste Tanker og Følel-
ser —- eller isar: i hvilket jeg best kan fremstille
mine høieste Digter-Ideer. Det smerter mig, at
det ikke altid er i det danske. Tak jeg, boe jeg
handle imod min poetiske Samvittighed? Jeg vil
imidlertid see hvad jeg kan giore. Jeg er vant
til Opofrelser. Saa meget er vist, at jeg aldrig
aldeles opofrer det Dattske. Jeg er i Grev Gleis
chetts Fald, jeg har to inderlig elskede Koner,
og da de hidindtil forliges ret godt, hvorfor skal
jeg skille mig ved den eene? Naar den forste bli-
ver Moder til ni Piger, skulde den anden ikke torde
sode mig tre Drenge? Det er alt hvad jeg forlan-
ger. Det er ikke min Skyld, at deu sarste kom-
mer ned med lutter Pigeborn. Jeg kan ikke nægte,
kiarcste Ven, at Deres Forestillinger og varme Ja-
teresse, foretnte med den Omstændighed, at min
Pension er bleven mig udbetalt, har givet min Dng
tekieerlighed for nærværende Tid en Vending til min
forstc Koner- Fordeel.
Theatret.
Tartusse.
ll.
udforelsen af dette Stykke paa vor Stene fortje-
ner i det Hele at roses. Noget deri er fortrinligt-,
det Meste godt, men ogsaa eet og andet, som ikke
svarer til det Øvrige, og trænger til Forbedring.
Det er billigt at begynde med Hovedpersotten.
Hr. Winslowjun. er unægtelig een af vore meest
correcte Skuespillere. Han fatter sig altid ypper-
lig ind i Charaeteren af sine Roller, og tillader sig
aldrig at gaae udenfor samme, en Ting som er af
stor Vigtighed i saadanne skarpe Ehararteerskildrins
ger, som Tartusfe; thi jo mindre skarp en Charaex
teer er tegnet, desto mere er det Skuespilleren til-
ladt, ja fordres endog as ham, at han ved sit eget
Lune skal supplere det Manglendez derimod jo stae-
kere den er udmalet as Digteren, desto mere har
Skuespilleren at studere, og desmindre at opsiddss
Allerede Hr. Winslows Maske er fortræffelig. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
