Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
viser os Tartnsfe, ikke blot i Ord og Gjerninger,
men i Udseende, Stillinger og Bevægelser. Kun
paa et eneste Sted i denne lange og vanskelige Rolle
troer jeg at han ikke ganske fremstiller dersom Dig-
teren har tænkt sig. Det er i Slutningett af fjerde
Att, hvor Organ, som endelig har faaet Øinene
op, befaler Tartuffe, at ramme Huset, og denne, som
ikke længer kan bestaae ved sit Hyklerie, svarer ham
reent ud: «Rei det er Dem som skal romrne Hu-
set." Her har Moliere udentvivl villet, at Tar-
tusfe ganske skulde afkaste Masken, hvilket er saa
meget naturligere, som den ikke længer nytter ham,
og saa meget gavnligcre for Virkningen, sem deri
poetiske Retfærdighed virkelig fordrer, at vi ikke al-
tene skulle see ham demasqueret, men at han selv
skal demasqnert sig, og med egen Mund tilstaae,
at han er en Hykler. Hr. Winslow siger den om-
talte Replik i den samme sode og hykkelske Tone,
hvori han har talt hele Stykket igjennem. Ogsaa
her har han villet forsolge Conseanensen i Charak-
teren. Men det forekommer mig, som om Meget
taler for at han strax bor have Stemmcn og sige
den hele Replik som et lyrisk Udbrud as Vrede, der
ikke længer kan dorkke sig rinder Sagtmodighedens
Kaabe. Det har noget Jmposastt at see en Hykler
pludselig afkaste sin Maske. Csfeeten vinder derved;
og kunde Rigtighedeti af denne Opfatning endnu
vare tvivlsom i den prosaiske Oversættelse, saa sy-
nes den mig derimod uomtvistelig i Originalen-
c’est ei vous ckteu sortir, vous qui pnries en mattrer
Ls msisou m’appartieut« jo lo see-i ramt-stre-
Allerede denne Begyndelse af Repliken viser et ly-
risk Udbrud, der ikke lader sig tilbageholde, og sy-
nes, i Forbindelse med det Folgende, at antyde ac
denne hele Replik, ved hvis Slutning Tartusse gaaer
hurtig bort, er een af de i den franske Coinedie
saa almindelige Udgangs-Repliker, der ere bereg-
nede paa Effect. Slige Repliker anbringes ofte
paa den absurdeste Maade, og ere ofte ikle andet
end et Signal til spublilum, at man her gjar vel
i at klappe. Men paa dette Sted er Effecten til-
lige naturlig og poetisk rigtig.
Om Mad. Andersens Fremstilling af Elmire,
troer jeg ikke at kunne sige noget paa eengang mere
galant og mere retfærdigt, end at man, selv efter
at have beundret Mtllt Mars i denne Rolle, seer
Mad. Andersen med Fornoielse deri. Den Fiin-
hed og Ynde, hvormed hun fremstiller en Charaes
teer, der ved en anden Behandling let kunde ud-
arte, gjør denne Rolle til een af Mad. Andersens
allerbedste. Jseer i Scenen med Tartusfe i stdt Act,
medens Orgon ligger rinder Bordet, ndviser hendes
Spil en hoi Grad af Mesterskab. Den Tvang, El-
mire paalagger sig for at lade venlig imod det
Menneske, hun afskyer-, og for tilsyneladende at af-
lægge sin naturlige Delicatesse; hendes kktaalmodigr
hed over at den ensoldige Ægtetrtand udtreekker hen-
des piinlige Forsatning meer end nødvendigt; deri
Maade, hvorpaa hun henvender til ham hvad hun
synes at sige til Tartnsse, og endog hoster og ban-
ker i Bordet, for at verkke hatn af hans dorske Li-
gegyldighed, alt dette sretnstiller Mad. Andersen saa
naturligt og saa fiint, at selv den strengeste Kritik
ikke kan have noget Ønske tilovers. J hendes for-
rige Seene med Tartnfse (i ZDEO Att) vil jeg tillade
mig at gjøre opmærksom paa en Ting, som maa-
skee synes mere ubetydelig end den er. At hun
skal rykke sin Stol lidt bort, og Tartnsse rykke sitt
efter, er kun een Gattg soreskrevet iBogeir. At
fortsætte denne Manoeuvre alt for lange, leder let-
telig Opmærksomhedeti hen paa noget uvæsentligt,
og passer desuden ikke mellem Personer af den si-
nere Verden, som ikke kunne vare naioe nok til ei
strax at see alt latterligt i det Udvortes, og stødes
derved. J Eventyret i Rosenborg Have skeer
noget lignende, nseri her ere ogsaa to af Personertie
Carieaturer; i Tartnsse derimod findes blot Cha-
raeterer.
Hr. Frydendahk som Orgon tilfredsstiller min-
dre; og hvorfor skulde man ikke reent ud sige dette
om en Mand, der hører til vore ypperligste Skue-
spillert, og allerede har indhastet saa mange Laurbær,
at det ikke kan gjøre noget Staar i hans ?C-re. oin Pii-
blikumen enkelt Gang finder ham mindre heldig. Sine
lange Repliker sremsiger han alt for abrupt, og med
alt for mange Pauser. Blive de ogsaa derved na-
turligere ien prosaisk Dialog, saa tabe de dog paa
den anden Side deres Betydning, da enhver saa-
dan Replik af betydeligt Omfang er bestemt til at
verre et lille Kunstværk, der, ligesom ethvert, endog
nok saa lille, Musikstykke, har sit Forte, sit Piano,
sit Creseendo og sit Diminuendo. I et Stykke som
dette er enhver Rolle, foruden de Fordringer den
ellers indeholder, tillige et Deelamationsstykke, og
allerede af den Griind passer Rollen mindre for
Hr. Frydendahl. Det synes ogsaa, som om han
tager Charakteren i en alt for redel Stiil, og alt
for modernt. Heri har nn vel sagtens Eostumet
nogen Deel. Det vilde være meget at onske, at
et Stykke som dette, der i den Grad barer sirr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
