Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er Eventyret meget skikket til denne Art af dramay
tisk Behandling. Det fortræffeligt indiske Dratna,
Saeontala, Gdthev saust, Oehlenschltigers Aladx
din og Fiskeren ere opslaaet paa denne Maade.
I alle disse Værker ere det lyriske og det episke
Element omtrent i Ligevægt. Men det umiddel-
bare Drama katr ogsaa, ligesom Romaneen selv,
have en Overvægt mod een af Sider-ne. Saaledes
er det isærdeleshed lyrisk i Tiecks gestieselter Ka-
rer, Korhktippchen, Prinz Zerbino, o.sl., og
i Oehlenschlagere SanttxHanc-Aften-Spil, som
alle enten stolte sig paa Eventyr, eller have en even-
tyrlig Glands; episk bliver det derimod, naar Stof-
fet er historisk, og af en betydelig Udstrækning, lige-
som i Epopeen, der er uden Begyndelse og Ende.
Saaledes i den store Cyelus as lhakspearske Dra-
mer, hvis Stof er taget af den engelske Historie,
en Eyrlue som begynder med Koirg Johan, og
ender med Kong Henrik den Ottende.
Begrebet af det umiddelbare Dratna i lyrisk
Form er aldrig blevet fuldkomnere realiseret end i
Oehlenschltigers SanrtxHansxAstenxSpil. De an-
forte Værker af Tieck i samme Art have maaskee
tjent Digteren tll Forbillede, men han har meget
overtrusset dem. Hos Tieck har det Polemiske en
saadan Overhaand, at Dramer selv ikke synes at
være andet end en beqoem Form, hvorunder det
fremtrader. Hos thlenschltiger derimod er lPolcs
miken og Satiren, hvorpaa Digtet ingenlunde har
Mangel, under-ordnet en sod, sværmerisk Natur-
poesie, som næsten i ethvert Ord smelter Hjertet,
og henriver til Begeistringens Taarer. Kildeuymk
phen, Ellepigett, Døden, ja endog SanetxHansx
Ormen og Træerne fremtræde som talende Perso-
ner, og Fuglene synge SltttningskChoret, men alle
tale i dybe Raturtoner, som sinde Gjenklang i det
menneskelige Bryst. Hvo som læser dette just ved
sin Untiddelbarhed henrivende Digt, vil ikke fristes
til at onske Digteren storre Reflexionsgave; man
foler, at selv paa et hoiere Standpunkt af den dra-
matiske Ideetl Udvikling kan Porstett dog aldrig være
mere fortryllende end her. Phantasie, Folelse og
Lune er i rig Fylde udbredte over dette herlige Digt,
som aander Sommerens Liv og Venne. See-
nerne as Hverdagslivet, ja endog det spidsborgtr»
lige Philisterveesen, danne en esfectfuld Contrast
med det Phantastiske; ved Kjærligheden forbin-
des disse to Modsætninger til en Harmonie, hvori
intet er sknrrende. Selv det Lorale er en Fortje-
neste; derved bliver Digtet endnu mere vor Eien-
dom. De enkelte Steder, hvor det Lyriske iseer
fremtrader, here til det Skjonneste, som Digteren
har frembragt. Saaledes Vandringsmandens Prolog,
de Stykker som have til Qverskrist: De Kjorenr
de, Manden ved Kilden (eu ægte Romanee),
pigerne inde i Skoven, Sang fra Telret.
Det synes som om Digteren i sine sildigere Ar-
beider har lagt det an paa en større ikke-stud-
vitling; men det Yndige er ogsaa en Kraft, og
forholdsviis een af de største, thi det frembringes
ved de mindst mulige Midler; i denne Forstand
tor man da sige, at Digteren aldrig har været
kraftfuldere end i de her anforte Stykker, saavel-
som i nogle nndre, der sindes i det samme Digt,
og som jeg med Flid endnu ikke har navnet, fordi
de fortjene en egen Qtntale; det er de fem smaa
romaneeagtige Stykker, hvori Manden med Per-
speetiokaosen forklarer sine Billeder. Disse fem
Smaastykker ere noget as det meest Maleriske, som
Poesien har at opvise; men hvad som især frape
perer, er deres næsten utrolige Simpelhed, hvor-
med dog saa overordentlig en Virkning er opnaaet.
Det sorste Stykke beskriver en Ruitt paa en Klip-
petop; det andet er Feltslagz det tredie et Bjerg-
værk; det fjerde Saro Grammatieue, siddende om
Natten ved et Bord, og fordybet i sine Stade-rin-
ger; det femte en Katnpehai paa en Mark. En-
hver as disse Bestrivelser er ganske kort, assattet i
faa Ord, og dertil i de allerstmpleste, uden alle
poetiske Billeder, og indeholder ikke et eneste Træk,
hvorom man tan sige, at det ret er udmalet. Ikke
deetnindre gjør Læsningen deraf et Indtryk, der
næsten grændser til Trolddom. Man læser, og lee-
ser atter, og veed ikke at forklare, hvorfra den
uhyre Jllusion reiser sig, thi man troer ikke blot
at see de beskrevne Gjenstande for sine Øine, men
man troer at see dem saaledes som Digteren har
villet vise os dem, nemlig i en Perspeetivkasfe.
Jeg seer allerede iTanken min Læser smile over denne
Yttring, men jeg haaber at kunne gjare den for-
staaelig. Hvo har ikke folk, at de slette Billeder
i Barnet-ager, Perspeetivkaeser, intet-naa ryk-gi-
vet-, o. s. v. have di i al deres Slethed noget
Eiendommeligt, som ihqi Grad tiltaler den barn-
lige Phantastei Dette bestaaer især i den abstracte
Umiddelbarhed, hvormed enhver Gjenstand er frem-
stillet. Det som er Hovedsagen i et saadant Bil-
lede, staaer gjerne isoleret, uden Forbindelse med
Omgivelserne. Fine Schatteringer og Overgange
finde ikke Sted; paa Skygge er der i det Helc
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
