Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charaeteer tar ieg kalde ugrundet. At det imid-
lertid ikke er lykkedes mig at gjore denne Idee,
hvoraf hele Stykket har udviklet sig, noksom ind-
lysende, indrouuner jeg villigen, og jeg har derfor-,
efter Deres arrede Vink, provet paa ved nogett For-
andring at giore den noget mere anstnelig.
Theatret.
Udsigt over de siden Nytaar givne
Forestillinger-.
V.
Det bedste l Handlingen er den tredie Act, som
er fortreesselig behandlet, og stedse ved Opforelsen
har gjort megen Lykke. Den gaadefulde Bebudelse
af Skradderens Forfremmelse, hans egne og Pe-
ters Bemærkninger derover, derpaa hans Udneev-
nelse til Theater-Direetenr, hans forste Forholds-
regler i denne Ærespost, og endelig hans Forso-
ning med sin Kone, ere en ypperlig Climar af
Situationer, som udvikle sig naturligt og rigtigt,
og med en bestandig stigende Interesse, forhaiet
ved den Lunets og Vittighedens Cmaille, som er
udbredt over det Hele. Hvis hele Stykkets Gang
var saa theatralsk som Udviklingen af tredie Att,
saa vilde den dramatiske Skrædder være et Mester-
stykke i vor komiske Literatur.
Det er ubegribeligt at dette Stykke ikke har
gjort mere Lykke paa Scenen. Det kan dog ikke
ligge allene i den Omstændighed, at Theatret her
asspeiler sig selv, thi dette skeer io ogsaa i Skue-
spillerselskabet af Casimir Delaoigne, og i Hr.
Bnrchardr og hans Familie. Skuespillerselska-
bet har dog holdt sig lange paa Stenen, sa nastelt
længere end det fortjener, thi det er dog uendelig
graat og mat, i Sammenligning med den eomiske
Kraft sont udmærker Skrædderen; og hvad Bur-
ehardt angaaer, da har dette Stykke io vel sine
Fortjenester, men deels ere Charaetererne ikke nar
saa rigtigt tegnede, som i Skradderenz deels er
Handlingen ikke nær saa klar og preeis udviklet;
deels kati det i Lune og Vittighed ikke maale sig
dermed; deels endelig er det ikke frit for uvittige
Platituder, hvoraf Skradderen neppe indeholder
en eneste. Det er saaledes ikke let at indsee, hvad
der har forvoldet den Kulde, hvormed den drama,«
tiske Skradder er blevett modtagen. Maaskee qu
den sin Grund i tilfældige Omstændigheder, sotn
kunne vare hævede, dersoln Stykket efter kortere
eller længere Tids Forlvb atter fremdrages. J et-
hvert Tilfalde vil den dramatiske Skrædder, om den
ogsaa ikke behager ved Opfvrelsen, interessere ved
Læsningen alle dem som ikke have tabt Sandsen
sor det agte Comiste. Skulde dette Stykke imod
Formodning ganske blive udelukket sra Theatret,
saa vil det dog sinde en haderlig Plads i Literatu-
ren, og udmærke sig som et Lyspunkt i det danske
Lystspilo Historie. —
En anden Nyhed (i det mindste paa vort
Theater) var Shakspeares ijbmanden af Vane-
dig, og det eu saa meget mere betydende Nyhed,
som den efter Forlydende er en Forlober for flere
af de shakspeareske Lystspil paa vor Seene. Dette
Stykke er maaskee af alle Shaklpeares Lystspil det
meest og det mindst skikkede til at gjore Begyndel-
sen: for den ucritiske Deel af Publikuin, dem sont
blot gjore Fordring paa at more sig, er det maa-
skee det bedst skikkede, thi Sujettet der ikke er me-
get andet end en Aneedot, er saa overordentlig po-
pulairt, og spander i hoi Grad Tilskuernes Deel-
tagelse. Derimod maae de eritieerende Tilskuere«
som sammenligne enhver ny Prodnetion med visse
dem allerede bekjendte Forbilleder, som de gjore til
den bestemte Digtarts Representanter, opdage me-
get i dette Stykke, hvorved det fri-støder dem.
Man er nemlig vant til i Stuespillet, at ville en-
ten ret hjerteligt græde, eller ret hjerteligt lee, men
uagtet Kjøbmanden af Venedig indeholder baade
tragiske og tomiske Momenter, saa er dog ingen as
dem dreven til den Yderlighed, hvorved de omtalte
tvende Fordringer kunne ret betydeligen fyldestgjn
res. Digteren staaer nemlig paa en usædvanlig
Maade udenfor sit Park; dersom vi under Stykket
kunde losrive os et Øieblik fra Jllnsionen, og tænke
os Digteren som Tilskuer af stt eget Lystspil, saa
maatte vi forestille os ham som staaende med et tem-
melig ligegyldigt Ansigt, der viser at hverken det
Alvorlige eller det Lystige i Stykket har rigtig vae-
ret hans Alvor, men at han har behandlet begge
temmelig en bagatciloz men tillige udviser dette-
hvor liden en Deel af sin Kraft han har anvendt,
og hvor meget videre han kunde være gaaet, der-
som han havde viilet. Dette Maadehold i Kraf-
ten, forenet med den dobbelte Handling i Stykket,
og den Oinsttendighed, at Hovedhandlittgen er forbi
med fjerde Art, saa at den femte Act ikke er meget
andet end en dramatist Epilog« alt dette maa i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
