Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ntodighed, som var udbredt over hendes Ansigt,
hvis uforanderlige smilende Glæde var mig træl-
tende. Ogsaa hendes Selsiabssostre vare stille be-
skjæftigede. Det var dog en Forandring, setn for-
rniidede det ubehagelige Judtrvk fra igaar. — Da
jeg blev aletle med Aura, faldt Samtalen natur-
ligviis dog paa hiint Optriu, og da jeg yttrede tnin
Forundring over at saa ringe Ting kunde foraar-
sage hende en saa slor Sindsbevagelse, svarede hun:
Ringe Ting! at fole Smertel at see Blodet siddet
med sitte Øine at beskue den gyselige Tiisialid, man
kalder Dodeni s- Ak, skjonne Attra! udbrod jeg:
denne Tilstand er dog visselig ikke det værste, der
kan mode os. — Hvorledes? raabte hun: Give-
der noget varte, noget grasseligere eud naar grum-
me Fiender aufalde Dig og Dine, Blodet flyver,
Jlden raser, og de blege Dode ligge i det bræn-
dende Pallads? — Slige Rædselsseetter ere tiivisse
skrækkelige, svarede jeg forundret: har Du oplevet
siigt, min Anta? Hun lagde Fingeren paa Mira-
den og taug. — Efter en Pause vedblev jeg: Men
det er Grusomheden, Menneskenes llmenueskeligx
hed der er det skrækkeligste herved, thi havde Lynil-
den tændt hiint Pallade og med et eneste Slag dræbt
disse blege Odde, da sonee mig at det Goselige
ved denne Begivenhed maatte give Plads for stille
Veemod; thi Doden selv er ikke det storste Onde;
maaskee er den endog det storste Gode. — Tal ikke
saa afsindigt, raabte Aura« —- Meit« kjære, hulde
Pigel vedblev jeg: siig dog selv, gives der ikke na-
gende Sorget, hvorved vi fristes til at onske os
Daden? —- Nei, stige Sorger kjender jeg ikke. —
Tilgiv, sagde jeg, hvad jeg nu vil sige: Du har
givet mig saa mangt et sodt Beviis paa Din Kjær-
lighed, at jeg vel tor forudfatte at Du elsker mig.
Vilde det ikke være Dig mindre bittert at tanke,
at det var afSkjabnen bestemt at en Loniidsstraaie
skulde træffe os i hinandens Arme, end at den Dag
vilde komme, da Du skulde foragte mig, sinde mig
Din Kjærlighed uværdig og fortryde den? — For-
agte? sagde hun: fortryde? disse Foielser ere mig
ubekjendte, jeg forstaaer dem ikke. Om Du med
eet blev hæslig, haard og grusom imod mig? Me-
ner Du saaledes? - O, kjære Aural jeg veed l
Sandhed ikke hvad jeg skal sige mere. Siig mig,
veed Du ikke hvad det er at længes, at angsteH
Har Dtt aldrig frygtet at jeg kunde elske en Au-
den? —- Leetlges? Neil JEngsteU Ja ved Tanken
otn Dod og Grumhed. Frygte at Du kunde elske
en Anden? Jeg maa lee. Ak, tal ikke mere til
mig om de forvirrede menneskelige Lidenskaber, om
Skinsvge og deslige, som jeg ikke kjender, sotn ere
Indbildninger af en syg Sjæl, Fostre af det koldt-,
ntorke Laud. J Osten, hvor en bedre Sol udlierkr
ker langt skjønnere Blomster, hvor Natten er pa-
radisisc herlig, duftende af Vellugt, hvor Elskov
blander langt varmere end her, der lever den ædle
Hunefrue i sosterlig Enighed lned sin Mands Med-
hustruer, de opvarte hende som lvdige Tjenerinder,
hun sorger for dem, og deres Barn ere hendes.—-
Har Dit været i Orienten, kjare Attra? spurgte
jeg. Er Du selv een af de skjonne Blomster, som
den bedre Sol har udkleekket2 — Hltn lagde atter
Fingeren paa Munden, rhstede paa Hovedet og sag-
de: Sporg mig ikke saaledesl jeg har sagt Dig det;
paa saadanne Svorgsmaai kan jeg ikke svare. —
Med disse Ord og denne Pautontine ende de fleste
af vore Samtaler-. - Jeg taber mig i dunkle Grub-
lerier over dette mystisle Væsen, og mit Forhold
til hende ligger ofte eentuertuugt paa mit Sind.
Deeltagtet har jeg ikle Kraft til at sonderrive de
Baand der forbinde os. Jeg vilde heller doe end
bedrove hende, uagtet jeg ille veed om mit Tab
vilde foraarsage hende nogen VedrooelseZ thi om jeg
endogsaa bliver borte i eu heel Uge, tager hun lige
smilende, lige kjærligt imod mig, sporger aldrig otn
Gruttden til min Fraværelse, sender ligefuldtOmar
til mig tned alt hvad der kan fornoie mig. All
hun er et godt, et mildt Basett, af hvad Natur
hun end er, men af min er hun ikke; hun er og
bliver mit Hjerte dog fremmed."
Da Rudolph saaledes eengang havde givet sit
beklenite Hjerte Luft, spnteo han at blive mere ro-
lig, og betroede mig nu stedse sine Betragtninger
og Folelser i Henseende til Aura. At han ikke el-
skede hende, ja at han vel aldrig havde gjort det,
var mig llart, maaskee klarere end det var ham.
Ogsaa troede jeg at kunne forklare ganske naturligt
det meste af dette gaadefulde Eventyr; luen jeg var
betænkelig og frygtsout for at berore Rudolphs af
saa forskjellige, saa farlige Forhold bestormede Sjæl,
der ved alt dette maatte være i en saa spændt For-
faming, at jeg ikke kunde bedamme hvad der var
Lægedonl og hvad der var Gift for den. Jeg ven-
tede Alt af Tiden, og denne Tid kom snarere end
jeg tænkte, og ganske anderledes end jeg onskede.
Sonttneren var kommen. Ell Morgen da Ru-
dolph og jeg sad ene i vor Stue, bankede det sagte
paa Dyren. Jeg lukkede op, og en Mand af et
adelt Udvortes , med en ung, smuk Pige ved Sk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
