Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg kunde saameget mindre troste Rudolph,
som jeg selv ofte i Stilhed havde tankt paa noget
lignende, men jeg sogte saa meget muligt at vare
otn hatn og afveerge hine natlige Vandringer.
En Aften da vi Arnt i Artn gik hjem sammen,
sagde han til mig: "Det er idag Jeevndogn, just
et Aar siden jeg forste Gang besøgte Anta- Bolig.
Tjett mig i at gaae der forbi med mig." — Jeg
gjorde saa, tnen da vi vare komne til den rede
Munk, rev han sig lov fra mig, ilede hen til den
lille Der, bankede paa den, og da der ikke var
mindste Tegn til Bevægelse indenfor, lagde han
Munden til Noglehnllet og raabte med dampet Resi:
"Aura ! Ane-al lad Omar blot een eneste Gattg aabne
mig denne Der, giv mig blot et Tegn at Dtr til-
giver mig, og at jeg intet Ondt har tilsoiet Dig." —
Jutet rorte sig derinde. Kurr med Møie sit jeg
ham bort fra Doren, og glad ved at ingen Forbi-
gaaende havde bemærket dette Optrin, sagte jeg at
berolige ham saa godt jeg kunde. Morgenen der-
paa overraskedeel vi ved paa vort Bord at stnde en
Daase af et forttnderligt Udseende. Deri saae thi-
ttesisk ud, var af et Metal som liguede et Slags
Eet-, og paa Laaget laae i opheevet Arbeide en
SolvsSphine. Rudolph greb den hurtigt og aab-
nede deu. Jnden i den var en mindre Daase af
siint boieligt Blo, som det der studet i Theekaeser,
dett var næsten at aabne som en Brevtaske. Jnk
den l denne laae et lidet Brev, som Rudolph med
Begjerlighed udfoldede og laste folgende:
"Hvorfor kalder Du paa mig? Grusomme,
utaknemmelige Mennesket Hvorfor har Du kastet
den Nogle, jeg betroede Dig, ned til det gvselige
Sted, hvor ingen menneskelig Haand tor vove at
hente den? Vi,id, at tll denne Nogle var min
Bkjeebne bunden, min Ro og Sitterhed»««
Jeg vil ikke peove paa at afmale den Virt-
ning, som disse Ord gjorde paa den allerede i For-
veien nlpttelige Rudolph. Jeg selv blev efter denne
Aften saa urolig og adspredt, at jeg kutt med stor-
ste Moie kunde besørge mine Forretninger. Ru-
dolph var ikke tnere istand til noget Arbeide, hele
Dagen gik han i dpbe Tanker op og ned ad Gul-
vet, og saasnart det morkuedeo, ilede han til det
ulykkelige Sted, hvor han havde kastet Noglctt, som
han ledte efter som en Vanvittig, og derfra til Au-
ras Bolig, hvor han med Munden for det omtalte
Neglehttl tabte sig i forvirrede Klager og Venner
om at erfare det Sted, hvor Nøglen kunde sindce.
Jeg formaaede ikke at afholde ham fra disse frug-
tetlose Foretagender, men kun at folge ham paa
hans natlige Tog, for at forebygge Opsige, saavidt
jeg kunde. Jeg frygtede for en, som tnig syntes-,
uundgaaelig Afsindighed hos harn, og mangen Gang
forekom det mig, som om min egen Fornuft stod
paa svage Fodder. Forunderlig var den Omstæn-
dighed, at hiin Daase hver Morgen og hver Aften
stod paa vort Bord, vi maatte hensatte og gjemme
den hvor vi vilde. Jeg solte et Slags Beroligelse
derved, da det var mig et Beviis paa at der stedse
var en Forbindelse mellem Anra og hendes fordums
Elsker, og at vi altsaa dog vel tilsidst vilde erfare
hvor Naglen var, der jo umulig kunde veere sunken
i Jorden. Da jeg engang yttrede dette mit Haab
sor Rudolph, spurgte han, hvoraf jeg troede at Aura
havde erfaret dette, da intet menneskelige Varsen
havde varet i Nærheden hiin Aftett. — »Muligs
viis, svarede jeg, af Hunden, som paa samme Tid
blev borte og maaskee er vendt tilbage til hende.
Denne Ostnan var jo saa vel asrettet, at han ov-
sogte alt hvad man lod salde." Og Daasentt be-
standige Flptning forklarrde jeg mig paa den Maa-
de, sotn jeg havde forklaret saameget andet, nem-
lig ved Omars Narvterelse, naar vi ikke vare til-
stede, thi at han havde Rogler til vore Dvre i
det forrige Logis og vel ogsaa i dette, saavelsom til
de Menbler, han formodentlig selv havde bragt,
havde lange varet mig klart. Men jeg kunde dog
ikke neegte for mig selv, at alt dette jo ogsaa kunde
udtvdes paa den Maade, som Rudolph antog for
ganske afgjort. Saaledes gik det nu ogsaa med
denne Daase, der efter min Mening var et mecha-
nisk Kunststykke. J det Rudolph aabnede don, dreiede
Sphinren sig saaledes, at den med sloerne ligesom
holdt mod Kanten af Laaget, og fra det Øieblik af
var det os umuligt at lukke dette Laag til igjen,
hvormange frugtctlose Bestræbelser vl end daglig
anvendte derpaa. Hvor ubetydelig denne Omstæn-
dighed end var, saa havde den dog noget ængste-
ligt, og forfeilcde heller aldrig sin nheldige Virkning
paa os begge. Engang udbrod Rudolphs Fortviv-
lelse ved det bestandig gjentagne Spn af denne
Daase: »Med hvilke Øine den seer paa mig, den
afskvelige Sphinrl sagde han: hvilken graeselig
Gaade den forelaegger mig med sit aabne Laag, som
intet Menneste kan lukke igjen. Forbaudede, som
bragte mig Vished om den Rædsel, soltl lcg anede
og dromtel Maaskee skulde Attra, ligesom Rolf
Blaaskjaege Gemalinde, bevare denne Nogle, maaskee
er Tvrannen kommen tilbage, maaskee han idetts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
