Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bro over alle Balle og Moser, og Iordett er saa
haard, at man langt borte hvrer Vogne rulle og
Vandrerens Skridt, og den rene Luft fjernt fra
bærer Klokkernes Klang til vort Qrez eller ogsaa
Himlen dertker den stille Egn vidt og bredt med
jevn Snee; faa bliver Samsaerselett lettet, Vefog
og Gjenbesog holde ikke op, og Stegevendertte faae
ingen Hvile.
Tilgiv mig den lange Vesteivelsei det var
nemlig i en saadan smuk Juletid, at jeg med let
lHjerte, efter stere Aars Ploining i Knttdl og vor
gode Vett B’s Hefter og dernæst overstanden Atte-
stats, gjorde en Reise over til Ihdlattd for at for-
friske mig efter mit Arbeide, og denne Forfriskning
haabede jeg at kunne tage hos min og din Ven,
Vilhelm Frank. Mine Forældre vare dode, jeg
havde intet Hjem, mine Venners maatte da være
mit. Vilhelm havde dengang allerede nogle Aar
varet Huuslarer hos en anefrue, der eiede en stor
Herregaard i Nærheden af A., og hvis Barn, en
Datter og en San, han havde hjulpet til at op-
drage. Ifolge den paa Landet gjældende Gjastfrir
hedslov torde jeg, skjondt ukjendt af Fruen, paa
min Vens Anbefaling vente mig den bedste Modta-
gelse, og den landlige Hospitalitet fornegtede den-
gang ikle heller sig selv. —- Af Fruen, —- saaledes
kaldtes hun i Egneu, — af hendes Barn, en Dat-
ter paa sexten og en Dreng paa spv Aar, lige ind-
til den gamle Stine og Skvtten blev jeg modtaget
som en gammel Bekjendt, var snart ittdviet i alle
Gaardens Hemmeligheder og deelagtiggjort i alle
Festens Giv-der, der havde udbredt ligesom et for-
hviet Liv over hver enlelt Person. Kun Frank
syntes mig ikke at være den Samme, som jeg for
havde kjendt ham, eller i det mindste maatte der i
hans Ittdre bevæge sig noget, som streed mod den
opvakte Lystighed, hvortil alle Omgivelserne skulde
opfordre ogsaa ham. Vistnok var han ikke af det
Slags svage Mennesker, der, fordi de ikke formaae
at beherske deres Mismod, saa let stode an mod de
udvortes Forhold, blive sære, forbittre Andre Li-
vet, og fokvnrre deres egen Tilstand. Tvertimod
sagte han at skjule for Andre de Skyer, som for-
morkede hans Himmel, ved at deeltage i enhver
Fornoielse, sont Tiden frembod, og syntes det end-
ogsaa undertiden, som var han det Hjttl, der satte
Selskabelighedens Maskine i Derv. Men mig, der
kjendte hans Charaeteer noiere, blev det ikke skjult,
at dette meest var en Bestræbelse for at overdove
den uro, der bedagede hans Indre. Ieg bemær-
kede dette strar den forste Dag efter min Ankomst.
Ieg var gaaet ud otn Morgenen tidlig, for fra een
af de otnliggende Banker at betragte den smukke
gamle Gaard, der i det vinterlige Landskab tog sig
herligt ud. Da jeg kom tilbage, traf jeg Vilhelm.
Han stod i Borggaarden, sont ved et Stakit, der
i en Halvcirkel forenede begge udspringende Sider
sloie, adskilles fra den lange og brede Staldgaard,
og var just ifærd med at dressere en stor Hense-
httnd, til hvilken han, med Hundepidsken hængende
over den ene Skulder , snart uddeelte Brod, snart
Klaps, snart gode Ord. —
"Det var ret besynderligt," raabte han, saa-
snart han saae mig, i det han gav Hunden den sid-
ste Bid Brod, og torrede Haanden for at række
mig den, "det var ret besottderligt, at min Moder
ikke med Dig har sendt mig Svar paa mit sidste
Brev! Intet i Verden er mig i dette Øieblik vige
tigere end det Brev, som jeg venter fra hendel"—
"Naar skrev Dtt da til hende ?«’ spurgte jeg. «Med
sidste Post,«’ var Svaret. »Men, kjære Ven, Du
forlanger altsaa umulige Ting; Din Moder kunde
jo ikke engang have faaet Dit Brev for min Af-
reise fra Byen; og desuden sagde jeg Dig jo i Af-
tes, at hun, da jeg besogte hende, for i det Mind-
ste at bringe Dig en Hilsen, havde klaget over Din
lange Taushed, men at hun dog med det Jorsie
vilde skrive."
Du kjender ikke Fru Frank, og jeg maa der-
for sige Dig, at denne Kone med alle Egenskaber-
der prvde en Huustro og Moder, dog forener en
saa stor Grad af honnet Ambition, at den næsten
grændser til en mindre elskværdig Stolthed. Det
var hendes iorigste Onste, at hendes eneste Son
skulde studere Ins, thi htttt haabede, at hans ud-
mærkede Evner og hendes Forbindelser skulde fare
ham paa en glimrende Levevei. Men Vilhelms af-
gjorte Tilboieiighed for den geistlige Stand og
Landlivet, —- ikke engang i Kjobenhavn onskede
han at blive Præst, — lagde hendes hvitstrerbende
Pletter uoverstigelige Hindringer i Veien. Uagtet
hendes inderlige Kjærlighed for ham, anvendte hun
dog al sin Myndighed, ja endog Strenghed for at
formaae hatn til at foie sig efter hendes Ottskerz
men stjottdt han i enhver anden Ting var lhdig
og bvielig, saa strandede dog ethvert Forsog til
at boie ham efter hendes Villie paa hans urokke-
lige Fasthed. Blev hun nu overrasket over denne
usædvattlige Modstand, eller indsaae hun det
Urigtige i sitt Paastand, nok, hun gav efter, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
