Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ske skinsyg paa Dig. Tag Dig iagt for ham, han
har nogle skrakkelige Knokler, den Karl; han bee-
rer en Tonde Ærter op paa sin Faders Loft lige-
saa let, som Du fatter Badene latinske Lerieon paa
Din Hyldel" Saaledes talende gik han fra mig,
og Dandsen adskilte os den ovrige Deel af Natten.
Da Morgenroden henimod Klokken syv be-
gyndte at oplyse det smukke Vinterlandskab, hvor
alt var stivt af Frosi og glimrede af Snee, toge
vi Afsked fra vort Selskab. Jeg maatte, uagtet
jeg ønskede at sidde hos Frank for at tale med ham,
tage Plade hos Fruen og hendes Barn i den lukte
Vogn, medens Frank satte sig paa Postvognen.
Da jeg saae, at mine Damer ikke vare oplagte til
Samtale, kom jeg uvilkaarligen lidt efter lidt til
atter at tænke vaa Frank og den besynderlige, spandte
Stemning, der hos ham var saa unaturlig, og
som gjorde mig ret urolig, selv vidste jeg ikke at
gjøre mig Rede, hvorfor. - Jeg blev veekket as
mine Betragtninger ved at Vognene standsede.
Tone Tankens-anet Mening
den nordiske Mythokogie.
—-.—
Jeg erklærer herved, (og jeg mener at min Et-
klaring heri for nogen anden maa have Bagt) at
Nordens Guder og den hele nordiske Mythologie
aldeles ikke due for Humanisler, og Kunstnere der
forstaae intmaoiora. Jeg kjender Rordend Guder
fra sorske Haatld, thi jeg lever i Afernes Land og
har tilbragt en stor Deel af min Tid i deres Sel-
skab, skjøndt jeg altid har hadet dem, da jeg er
Humanisy og derfor soretraekker de greeske og romer-
ske Guder.
Det fornoier mig sardelee, at en lærd Kunst-
kjender hertillands forsalger de forhadte Aser og
disses Venner efter bedste Evne. Jeg selv har an-
vendt mit hele Liv paa det samme, jeg har ideligt
drillet og skadet dem, men har dog endnu saalidet
faaet drillet Livet af dem, at de tvertimod synes at
veere komne til nht Liv og ny Vardighed her l
Norden.
Jeg beder min arvardige Medkamper, ikke at
lade sig forstyrre deraf, at man til sin Tid har be-
viist, han ikke forstaaer det mindste as det, hvor-
om han vilde skrive. Blio kun ved, eerede Vent
at skrige og skrive Aar ud og Aar ind, og at gjen-
tage Cder Selv, og blues ikke ved at stille Eders
egen Uvidenhed i de nordiske Oldsager til Stue.
Omstder saae vi vel Bugt med dem, disse bansatte
banlvste Afguder, disse Aser eller Aener, disse
skeel-Unger. Det skulde vatre mig særdeles beha-
geligt, om Kampen mod dem maatte bringe Eder
uogle Stillinger ind; thi uden Ol og Mad er Hel-
ten ingen Ting, siger Holberg, (som jeg for nogle
Aar sidett laste i et lidet Stykke as Eder; andre
paastaae, hører jeg, det er Wecsei, sotn siger det;
men det veed jeg intet af, thi jeg er Humanist og
bryder mig ikke om den danske Literatur). Jeg
haaber eller-, at Striden i det mindste skal ind-
bringe Eder mere end Pieeen: Hvem er J. .ik. Host?
inddragte ·- sin Forfatter; og jeg skal i Eders be-
gmmelige Arbeid staae Eder bi med Raad og
aad.
Lærde Mandi J vogte Eder kun for at blive
alt for hidsig. J hnske: ika lurka drev-io eet, og
J tage Eder i Agt for at omsville Seneea’e Her-·
eules itu-ens, hvilket tnrde give en endutt bedrovee
ligete Tragedie og en endnu bedreoeligere Hereue
les, end hiin.
Det er mig sagt, at nogle danske spottet-,
hvilke jeg forresten (looet veere min Uvidenhedl)
kjender ligesaalidet til som til Holbetg og Wessel,
(f. Ex. en vis Cwald, en vid Dram, og fornem-
melig en vis Oehlenschlager) have ved deres Var-
ker fuldkomment godtgjort at den nordiske Mythe-
logle baade er poetisk, betydningsfuld og vaerd at
gjvres til Gjenstand for de saakaldte skjønne Kun-
ster. Men lad os for alting skhe at ltese disse
Barbarer. Jeg lægger mig efter den graske og
romerske Literatuea Prydelser, d. e. Seneeao for-
traesselige Tragedier, hvilke Mesteroaerker man alt as
det Foregaaende seer jeg kjender en Smule til.
Jeg har ogsaa i Sinde, allene for at drille Val-
hals Guder, hecefter at gjort Olhmpette Guder
min Opvartning og reent at asleeggc den Smule
nordiske Nat-tr, dcr tunde vare i mig. Maaskee
kan dette bevage en Maler til at sorfardige mit
Contraseh, hvilket jeg da ønsker og beder maatte
fattes ved Siden af den belaeste og smagfulde Mand-,
der faegter saa ivrigt mod Aserue. Dette skal ikke
fortryde ham; thi skjøndt disse Kjellingealcvemye
rer ’), som man hertillands gjør saa meget af, ja
endog udgiver paa offentlig Bekostning, aftnale
mig som den livagtige Fanden, der under paatagen
Yndigheds Geskalt skjuler det hastigste Indvortes,
saa er dette naturligviis, som alt det andet, Løgn
og Tant, som jeg veed han ikke fæster mindste Lid
til. Jeg forsikkrer, at, foruden at jeg er en Gud,
er jeg tillige ligesaa god en Humanisk som han, og
det er dog meget sagt. Alle de uforskammede For-
tallinger om mine arge Tratter og Renter, sont
Oldtmoderene«j Sagaer indeholde, kunde jeg lee
ad, naar det iklnn snart maatte lykkes min larde,
smagfulde og hnmane Ben at overtyde Folk om,
s) Jortatteren er like lleerk i Sproget;
Vink-stik .
U) cdda vetnder, som de Lærde sige- en Oldemodzr; leq btngtk
« derf. tltmm
det naturltgotts tro-use-
han danner der en ny
« tids. tslnttu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
