Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det fynteo« som om hun sagte Nogen. Da
hun var traadt ind i Borggaarden, satte hun sig
—- sagtens med Forsæt —- paa Huk, og, efterat
have lagt en lille Pakke, hun havde baaret, paa
den frosne Steenbro, earesserede hun Hunden; men
begge de deilige sorte Øine, der tindrede af Klogt
og Skjelmeri, sendte imidlertid ligesotn lysende
Stromme af Ømhed og Længsel op til Vinduerue i
veltskre Floi, som om hnu ventede der at see Nogen.
Fruen torrede sine Dine, og aabnede Bin-
duet: "·5tom dog op til mig, lille Johannel" raabte
hun. Johanne dreiede overrasket hurtigen Ansigtet
hen mod or, og traadte lidt efter ind i Stuen.
Med naturlig Frihed og Anskaud hilste hun, kos-
sede Frilene Haand, og fortalte med Liv og
Munterhed om sin gamle Moder og om Julens
Glader. Men da hun derpaa gjorde Mine til at
gaae bort, sagte Fruen atter at knytte Samtalett.
Det lykkedes vel, men jeg nuerlede tydeligen, saa-
vel hvor piinlig Fruens Stilling var, da hun var
tvivlraadig, om hutt strax torde aabenbare Johanne
Franks Ded, eller ei, som og, med hvilkelt uro-
lig, kjærlig Ængstelse denne ventede det Øieblik,
da hun kunde ile til ham. Endelig tog hun Mod
til sig, og sagde: «jeg har noget her, soin jeg har
besørget syet for Hr. Frank; jeg haaber, det vil
vare ham til Fornøielse, derfor vil jeg bringe ham
det strarl» ’«Du kan ikke saae Hr. Frank i Tale
nu," sagde Frueti med usikker Stemme. Den unge
Pige blev opmærksom; hendes Øine bleve alvorlige,
og med dampet Stemme spurgte hun: ".Hr. Frank
er dog ikke spg ?" Da man nolede med Svaret,
udbrod hun hurtigt: "min Gudl hvad er der skeet?
De see alle faa alvorlige paa migl Kjare Froken
Marie," idet hun henvendte sig til denne, der just
var traadt ind, "siig De mig, for Glido Skyldi
hvad er der fkeet?.’ Frøken Marie kunde ikke til-
bageholde sine Taarer, men brast i heftig Graad.
Johanne stod et Øieblik tane, betragter-de enhver
af os med fast Blik, og spurgte derpaa med sikker
Stemme, der antydede, at hun ventede at hsre
det Varsle: "han er altsaa dod?" — Da jeg nok
saae, at hverken Moder eller Datter vare i Stand
til sammenhængende at meddele hende det Foresaldne,
sagte jeg, saa skaansonlt, jeg kunde, at gjore det.
Jeg saae, medens jeg talede, hvor bleg hun blev,
hendes deilige Øine betragtede mig, og syntes at
takke mig for hvert formildende Udtryk, jeg brugte;
tnen hendes Rolighed eengstede mig, hun græd ikke-
hun sukkede ikke, hendes Elskov- Hemmelighed laae
stjult i denne udvortes kolde Ro, som en ung
Blomst, der skal visne under den sildige Vaarsnee.
Men da jeg fortalte hende, hvilke Foranslaltninger
der vare trufne, om det muligen kun skulde vare
en Dsdosovn , saa vendte hun sig hurtigen til Friten
og sagde: ’·De tillader mig vel, kjaresie Fritel at
jeg sidder inde hos ham ?«’ Htin sagde disse simple
Ord, som alt hvad hun talte, med et lldtryk
i Stemme, Ansigt, Holdning, saa bvieligt, saa
overtalende, at det i det- mindste havde vceret lnig
umuligt, at afslaae hende det. Ogsaa Fruen maatte
efter nogle Indvendinger give efter, hvorpaa Jo-
hanue kyssede hendes Haand saa inderligt, saa tak-
nemligt, som om hun havde modtaget af denne
Haand det, der alene nu havde nogen Værdi for
hende, kastede sit Tortloede, og ilede ind i det Vee-
relse, hvor Frank laae. —
Vi skilteo ad. Han imod Aften, da jeg traadte
ind i den daglige Stue, kom Fruen mig imede-
"Jeg har ventet paa Dem, for ved Deres Hjelp maa-
skee at formaae Johanne til at forlade Hr. Frank.
Doden har vist berovet hende mere eud Dem og os,
og jeg frygter for hendes Sundhed, hun er mig
saa kjar som mit eget Barnl" Jeg fulgte hende.—-
I Værelset, hvor den Dode laae, saae vi Pige-
barnet liggende henslerngt ved Siden af Leiet med
den euc Arin og Ansigtet hvilende paa hans Bryst;
i den anden holdt hun et aabent Brev, det samme,
som Frank havde faaet om Formiddagen. Hiin
havde grædt og grad endnu, som om hun bogsta-
veligen vilde hensmelte iTaarer, og havde ogsaa
vredet hans Bryst og Arln og sit eget Tørklæde med
sin Graad. Hun var halv afmeegtig, og lod sig
paa Frueno venlige Anmodning villigen fore til sit
Kammer og bringe til Seng-.
Brevet, som oplyser, hvad der maaskee end-
nu kunde syneo tvivlsomt i denne Tildragelse, det,
som Frank i Doden havde knuget sammen i sin
Haattd, kan jeg, sagde Henrie, i det han gik til
sin Pult, forelase Dig; her er det.
sidde-idetsa, Deel-r. ts".
Hvormegen Glade Dit Brev, min elskede
Vilhelml foraarsagede Din gamle Moder, vil jeg
neppe kunne beskrive Dig, og især gjor det mit
Hjerte godt, at kunne sende Dig et Svar derpaa,
sotn vil være Dig fyldtflgjoreude. J Grunden var
det dog ikke Ret, og, hvis jeg ikke holdt saa meget
afDig, kunde jeg gjerne have skjaudt lidt, fordi Du
blot eet Øieblik kunde tvivle om mit meest ubetin-
gede Bifald i en Sag, der for Din Lykkeo Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
