Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han er fodt, og det skeer i dette Værk, uden at
det ved pretenderede Fortrin, ved tomme For-skjøn-
nelser eller vaerboler opfordrer dertil. Dvrsiing,
den fortrasselige Kotnvitz, den rarende Fortælling
om Frobent Dod« Nataliee begeistrede Taler, denne
taopre og rolige Soldater-Aand, Alt sorherliger
og priser paa en passende Maade det dyrebare Fædre-
land. At være en Son af dette, ansaae den mis-
kjendte Digter for sin Ære og for sin Lykke.»
«Allerede i forskjellige Perioder af vor Litera-
tur har man, as en rigtig Fvlelse, havt en Læng-
sel efter ægte fædrelandsle Historier og Fremstillin-
ger. Poesien , naar den bemægtiger sig disse Gjen-
stande, opoffrer derfor ikke sin frie Skjvnhed, men
forhsier ved disse sin Kraft og Storrelse. Hvor
meget maae ikke alle Nationer misunde Engloenderne
deres Shalspeare, som kun derfor er et saa uop-
naaetForbillede, fordi han saa ganske var Englane
der, fremfor nogen af sine Samtidigel Derfor lyk-
kedes det ham, i sine fædrelandste Skuespil at reise
for sig og sit Folk et uforgjængeligt Mindesmærke.
Et stort Talent i vor Nation begeistrede sig og sine
Samtidige for Tydskland, men det var et dromt,
et opfundet Land og Folk, hvortil intet svarede i
Tiden, indtil Gdthe optraadte med sin nforlignelige
Digtning, og forstod at vise os, hvor og hvorledes
vi vare, hvorledes vi fvlte, og hvad denne Fortid
havde været. J alle sine ovrige Værker har han
forkyndt sig som en Digter, der kun som thdsk kan
være en saadan ; ved ham vide vi nu, hvad vor
Literatur er, og hvorhen den skal stræbe’). Han
opvakte tidligere og sildigere andre Talenter , som
vilde virke noget Lignende, og det vilde være ubli-
ligt ganske at forglemme Digterværker som Otto
von wittelsbach, Kafpar der Thorringer og
Agnev Bernaner, l hvilke en ædel Jld og stærk
O) Cagteud ville de , som, fordi de ikke kunne opfatte noget Ve-
gred, sinde Modsigelser l Alt, ogsaa her troe, at denne M-
rring om Gotve er i Modsigelse med hvad leg nylig stred, at
Cdtde i en vis Henseende ee mere fransk end endsk. Imidler-
tid lade begge Yttringer lig meget vel forene. Cdtoe vitde ikke
vere en ller Digter- dersom han ikke kraftigt bavde sluttet
sg til llu Ration, og givet den natlonale Literatur den Int-
pnls, hvortil den krængte« Men det, hvortil den trængte-
var Alstnlkelteti as den Raahed og Smaglakded, ooowed den
stod saa langt tilbage for den franske Literatur. Gdtde dat
vidst at forene de for Literatnren i Almindelighed gyldige For-
dringer med dem sont glerlde for den tydske isærdeleshed, og
bar hverken , : « det M ’ — lige sor det « « « « , eller
omvendt-. Men det er tydeligt at den store Masse af Gothes
saakaldte Beundrere endnn ikke bar fattet og forstaaet ham-
kbi ellers vilde man i Tvdsdlatid ikke holde de Forsattere, sont
neddrage Literaturen dvdt under det standounm hvorpaa
Cdthe har stillet den. Red- Anm-
Ksarlighed til Fædrelandet udtale sig. Men her
kjæmper aabenbar en alt for lille, provineiel Jne
teresfe med den sande, store, og overvinder den,
ligesom Digterne i deres Værker heller ikke længer
ere originalez de ville efterligne Gdthe, og ligesaa
ofte Shaksveare, hvorved ditfe og mange andre
Produeter fra hiin Tid tabe deres Klarhed."’
»’Da denne Fdlelse er reen i Prindsen af Hem-
bnrg, og Opgaven er lost poetisk, med ægte Be-
geistring, saa tor tnan haabe, at dette Digt iike
blot vil interessere Tvdsterne i Almindelighed, men
ogsaa isærdeleshed Forfatterens Landsmænd. Vilde
det nye Theater i Berlin ’) vel kunne aabnes paa
en værdigere Maade, end med dette Skuespil, som
forherliger Landet, Staden, Regenterne og det el-
stede Forstehuus paa saa simpel en Maade? Ved
et Værk, som tillige minder oln den Enthusiasmus
sotn gjorde det preussisle Folk saa stærkt og seier-
rigt mod den overmodige Fjende, en glimrende tPe-
riode i den noere Historie, hvis Glands endnu nde
breder et gladeligt Lok? Hvis ·fkleist endnu levede
iblandt os, og vilde digte et nht Skuespil til en
Fest, hvorom man dog maa vnsle, at den maa skee
paa en værdig Maade , han kunde ikke udtænke det
heldigere." —").
»Den Maade, hvorpaa Forfatteren motiverer
Prindsens Forseelse, er ny og mærkværdig, og her-
til knhtter sig endnu en Betragtning, hvormed Ud-
giveren vil slutte disse Bemærkninger. En For-
kiarlighed for visse Fremstillinger-, som ligge uden-
for Naturen , og derfor ere ufande, er flere Gange
omtalt i disse Blade; det er den Svaghed , hvor-
ved Kleist hænger sammen med sine Samtidige,
over hvilke han ellers staaer faa meget helt. Han
har ogsaa optaget denne Stemning l dette sit mod-
neste Værk, men har benyttet den saa knnstigt og
sorstandigt, at det samme Skuespil, som ganske er
tegnet i den strenge, historiske Still, ved sin Be-
gyndelse og Ende tillige har vundet Charaeteren af
s) paa Schausoiellpans, som efter at vare elsker-ide, blev paa-
ny ovddgoet. Red. Anm.
s) Af er Brev fra Solger ansorer Tleck fannnestede (S.Mk):
»hvilken Virkning maatte ikke Steder, sont falgendee
Stille-all — doie ikg sa Leven var af Tøs-» c. f.-
(S- tos i dr- Ols E- Bere- Oversaeeeim
glore paa et nogenlinide svlende tondliettini - Det ck qqux
andet end det dule Stowraleri og den sade trahjerelghed, som
ellers sælges os for datriotlimus.·· - og i sannne Brev siger
Solgere »Ogsaa i drindsen af Hamborg ligger Alt i cdaraes
keren; ogsaa der danner denne sig for vore Øine i Situatio-
nerne og ved dem; men Vexelvirkningen, Liget-negtet- mellem
begge vider, som dorer tll de deleste dramatlste Opgaver, er
fuldkomnien vunaattsls Red. Anm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
