Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dvrebare Liv forsvinder her hos Natalie, og giver
Plads for Svnderknuselse over hans nventede Kraft-
lashedz hans Dad kan ikke længer forfærde hende,
thi hans nuvareude Tilstattd opvækker storre Rad-
fel end Dadetr. Da hun, nden at sinde Ord til
at udtrykke sin Forbauselse derover, har hort drrt
nylig beundrede Gjenstand at ville opoffre for sit
Liv alt det, som ene giver Livet noget Vært-, og
deriblandt hende selv, hvis hele Hjerte hang ved
hatn og hans Ære, saa foregaaer der en pludselig
Forandring i hendes hele Sind; ligesom hutt nylig
vilde redde ham, af Kjærlighed til ham, af Beun-
dring for ham, saa fatter nu den samme Beslut-
ning, men af et ganske andet Motiv, af inderlig
Medlidenhed nted hans dybe Fald, af Forfærdelse
over hans nveerdige Feighed. Hendes Beslntning
giver hende igjen Kraft, hun trader frem for
Prindfen, og som otn hun var en Mand, han en
frygtsom Pige, siger hun den herlige Replik:
Gaae, unge Helt, hen i dit Fangsels Mure, o.s.v.
(S. 82)-
en Repiik, hvis faa Ord kraftigen udtrykke ikke blot
hendes hele Anstrengelse for at opfylde den Elskedes
brændende Onske; men endnu mere hendes alvor-
lige Bestræbelse for at vække hans bedre Selv.
Dette leder til en kort Beregning af Stykkets
Udforelse paa vort Theater, thi Mad. Eisens
stnmme Spil i denne Scene, og iseer den Maade,
hvorpaa hnn fremsagde den omtalte Replik, viste,
hvor rigtigt denne Skuespillerinde havde opfattet
saavel Charakterett i Almindelighed , sont det Poe-
tiske i dette Sted, og hvor tro hun gjengav sin
rigtige Folelse. Mad. Eisen har en betydelig Van-
skelighed at overvinde i sit Organ; imidlertid er
Orgauets Ufuldkommenhed noget, hvortil Pnblietim
let vattner sig, og som ophorer at vare noget An-
stod, naar saa megen Sands for de poetiske Stjen-
heder rober sig i den Spillendes Fremstilling; Mad.
Cisen har neppe i nogen Rolle viist sig fra en for-
deelagtigere Side, end i Natalies, og netop denne
Charaeteer, tilligemed Peindsens og Chnrfyrskeus,
ere dem sotn iseer skulle give Stykket Holdning og
Interesse. Lykkeligviis ere begge disse Roller til-
deelte to Kunstnere, som saaledes forstaae dem og
fremstille dem, at der intet er tilovers at onske.
Prindsens Sovngjeengeri, hans Forvirring, hvor
han opvaagner, den eralteerte Drammetaage som
vedbliver at omgive ham, selv i hans meest vaagne
Tilstand, hans Distration medens Planen til Sla-
get dieteres, hans Ord-Strid med Kotnvitz paa
Vataillepladsen, og hans raskere Bestutuing at til-
kjeempe Seieren ved egen Kraft og Indsigt; frem-
deles hans Forbauselse, hans Bitterhed over den
forkyndte Arrestz endelig den vanskelige Overgang
til Dodsfrygten, og den Maade, hvorpaa hans
Charakteer atter hæver sig, — alle disse herlige
Nuaneer og Overgange fremstiller Hr. Nlelsen med
en forbausende Sandhed.
En Betænkelighed kunde man maaskee have
ved den Maade, hvorpaa han tager den Seene,
hvori Prindsen saa uforbeholden yttrer sin Frygt
for Doden. Det forekommer mig, som om Hr.
Nielsen yttrer for megen Kraft i denne Fremstil-
ling af Prindsens Svaghed. Prindsens store Herf-
tighed i denne Stene vilde maaskee fremstilles rig-
tigere ved en zittrende, næsten qvalt Stemme, end
ved de kraftige, fuldtklingende Toner, hvori Hr.
Nielsen udtaler sig. Maaskee vil den udmærkede
Kunstner indvende, at da Prindsen er en Charaee
teer, som gjenvinder sin tabte Kraft, saa boe selv
hans Svaghed fremstilles saaledes, at den blot vi-
ser sig som oieblikkelig, som et Slags forbigaaende
Raseri, hvortil da netop en vis Kraft-Yttring ud-
fordres, medens derimod den svage zittrende Stem-
tne snarere charaeteriserer den i sit inderste Hjerte
feige Usling, der er og forbliver en saadan. Hvis
dette har været Knustnerens Mening, da har den
vist nok meget for sig, ligesom en saadan Frem-
stilling af Digterens Vovestykke kan bidrage til at
fatniliarisere Publierrm dermed; men paa den an-
den Side mener jeg, at da Digteren her netop har
villet vove det Utrolige, saa handler man allermest
i hans Aand, ved at lade hans Dristighed udtale
sig i faa skarpe Træk, sont muligt. Den paaføl-
gende Overgang vil da, just ved sin endnu større
Uforberedthed, vare saa meget mere overraskende.
Disse tilsyneladende usorberedte og umotiverede plud-
selige Overgange fra Lys til Skygge, og fra Skygge
til Lys, hore just til denne udmærkede Charaetem
malers eiendommelige Maneer (saaledes tsr man
vel kalde det, siden selo Tieck giver ham Navn af
’«eln grostartlger Manlerist.")
Hvad Tieck siger om Churfyrskens Charaeteer,
lader stg ordret anvende paa Hr. Dr. Ryges Feern-
stilling deraf: "Ktttt Faa er det lykkedes, med saa
stor Illusion at fremstille Majesteeten, hvori Alvor,
Kraft og Mildhed ere forenede, i ethvert Momene
stor og ædel, og stedse mennesteiig." Ypperligt var
dette ndtrytt i Scenen med Natalie (40« Art, 1ste
Seene), i den allerede omtalte Monolog-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
