Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Salsomti —- hbis nu jeg Deven var af Tunisk [
(5» Aets ZM Seene), saavel som i det treessende
Indfald-
Min Stovle fatter jeg sar Prindleni Vanskel,
(le Aets Zdls Scene), og i hele den siden folgende
herlige Stene med Kotttvitz (5« Stene).
Naar disse tre Hovedroller: Chnrfyrsien, lPrinde
sen og Natalie, blive saaledes ndsorte, saa maa
allerede derved dette Stykke verre een as de største
Rodelser, vort Theater kan frembyde. Mellem de
Charakterer af anden Mang, som bidrage til at frem-
hæve den interessante Hovedgrnppe, bar man be-
marrke Prindsens Ven, Grev Hohenzollern, en rask,
ievn Militair, som langt fra at vare en Drotnmer,
er skildret ganske som en Modsætning af Prindsen,
naesten som den lidt prosaiske Realitet i Modsat-
ning til det phantasiefnlde Liv. Denne Charakteer
blev meget heldigt ndfort af Hr. Seetnann. Det
lykkedes denne unge Skuespiller fuldkomment at
fremstille den trohjertige, værdige, men noget torre
Militairperson, hvis Plaisantcren over Prindsens
Sovngjerngeri, hvorfra han vækker ham, ved at
kalde ham ved Navn, og derpaa raillere med hans
Visioner, var af en udmærket Virkning. Mad.
Hegel-, som Ehnrfyrslinden, Hr. Winslew l., som
Grev von Sparren, bidroge (den sidste fornemme-
lig ved den smukke Maade, hvorpaa han fremfagde
sin· rarende Fortælling om Frobens Dad) væsentlig
til Ensemblet.
Den Omhu og Forkjærlighed, hvormed nogle
as vore farste Skttespillere og Skuespillerinder eien-
synligert have behandlet dette Digterværk, er et nyt
glædelige Beviis paa, hvor rigtigt de forstaae at op-
fatte det virkelig Poetiske, og hvor megen Evne de
besidde til at gjengive det. Det maa vare deres
bedste Lan, at et Stykke, som paa de slcste tydske
Theater er, formedelst sin Dristighed, blevet modta-
get med deeite Stemme-, hos os har vundet udeelt
Bifald.
De Forandringer, som ere foretagne i Styk-
ket ved Opforelsen, ere ikke betydelige, knn meds
Undtagelse as Slutningen, hvor Prindsens Besvi-!
melse er udeladt. Men denne Forandring maa3
vist nok billiges. Saa sior en Virkning som det
give i Begyndelsen af Stykket at see Prindsen segne
om, idet hans Navn tilraabek ham, saa lidet vilde
det vare at tilraade, endnu engang at see noget
lignende. Det er nok at vi see ham saa bedevet
og forstyrret, at et nyt Søvngjænger-i maatte inde
træffe, ifald ikke Kanonernes Torden erindrede ham
om den Virkelighed, hvori ingen phantastisk Drom
bar sinde Sted. Skulde tnan forresten have noget
at indvende mod det ellers benndringkverrdige Drama,
da maatte det vare Catastrophen, der l sig selv er
hvist poetisk, men knn ikke tilstrækkelig motiveret.
Dersom Digteren med et Par Ord havde oplyst os
om, at Veien til Eretntionspladsen gik igjennem
Slotshaven, og at Ritmester Stranz, som leder
Prindsen, selv troede, at han forte ham til Orden-
saa vilde han have undgaaet det ubehagelige Ud-
seende af, at den ellers faa værdige Churfyrsie la-
der lege et Slags tragisk Blindebuk med den Ulyk-
kelige, der nu, mod al Skik og Brug, fores hele
Veien med tilbundne Øine, da det dog forst ee paa
Ereenlivnspladsen selv, at man pleier at tilhylle
Øinene paa Forbryderett. Den ellers saa opsinde
somme Digter maatte vist nok her have kunnet
finde en naturligere Maade til at forberede sin her-
lige Catastrophe.
Hchillerg Rent.
Schillers Dodsdag, den sdk Mal, blev iaar hel-
ligholdt i Berlin ved ’·et stort dramatisk Acade-
mle« i Operahuset. paa den forste Kang mer,
var Huset propsnldt. Forestillingen bestod as1)wal-
lensteins Leie, hvori Devrient udforte Capucines
rens Rolle, og Bader sang den beremte Slutnings-
sang: "wohl auf, Kamtneraden-’« o. s. v.;
2) Qnestonbergs Audiensseene, as pieeolominl;
3) Scenen med den franske Hovedsmitnd, af Wal-
lensteins Dddz e) Scenen mellem Maria og Bi-
skovven, af Demetriusz s) tlls Aetk sidste Stene
af Bruden fra Mevsina; s) Sangen om Klok-
ken, drantalisk udfort, med indflettet Dands-.
tlddraget al Beywanen sklr Kritil
und Antlkritik zrrr Berllner Schnrlls
Post- Nks 18, Gods slank
Iorsendes , isolge zasgellg allernaadigsk Tilladelse ,
med posien overalt l Danmark og pertugdalnmeenr.
Mkkt boe Dieettear I. Hostrvp Schultz, sovgelig og universitettsbogttvkker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
