Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke Sengkleeder nok, for at oarnie migz Mine
aandelige Evner svækkedes gradviis;· tnit Hjerte
tabte sin Spandkraft under Jndviekntugen af den
Jammer og Elendighed som tiltalte m·ig·t alt hvad
der omgav mig. Lidt efter lidt (thi jeg bekr her
ikke skrive andet end Sandheden) begyndte eanken
om Elisaveth, og om hvad der stiilde blive af hende,
at vige for Folelsett af initi egeii Tilstand. Det
var forste Gang — jeg veed ikke, hvorfor-— at
min Sjæl ganske fattede den Straf, som jeg om
faa Timer skulde udstaae; og idet jeg tænkte derpaa,
blev jeg grebeii af en forfærdelig Skræk, som ont
min Dom forst nii var bleven mig forkyndt, og
soin om jeg hidindtil ikke rigtigt og alvorligt havde
vidst, at jeg skulde doe."
«·J sire og tyve Timer havde jeg intet.ttydt.
Jeg havde Spisevare staaende, som en medlidende
Maitd, hvis Besog var blevet mig tildeel, havde
seitdt mig fra sit eget Bord; men jeg var ikke istand
til at smage dem, og tiaar jeg blot saae paa dem,
opstode forunderlige Jdeer hos mig. Det var ud-
sogte Spiser, ikke saadanne sont iiiati pleier at frem-
satte for Fanger; og iiiait havde sendt mig dem,
fordi jeg den næste Dag skulde doek Jeg tænkte
paa Markens Dyr og Himlens Fugle, som inati
feder for at stagte dem. Jeg fvlte selv, at niine
Tanker ikke vare saaledes soin de burde være·c et
saadant Øieblik-. jeg troer, iitit·—Hoved var forvirret.
En dnmp Siisen, ligesom Bteruet S«tiinineii, be-
sværede mit Orc, og jeg kunde ikke blive den goit.
Det var baliiiork Nat, og dog svævede der bestan–
dig Gnister for mine Øine; det blev ittig umuligt,
at samle miite Tanker. Jeg forssgte paa at frem-.
sige mine Venner, men jeg kunde ktm hnske et·Ordl
hist og her, og det forekom mig, som om jeg i et-
hvert af disse Ord sagde eti Gudsbespottelsr. Med
eet syntes det mig, at denne hele Skræk var tom
og unodvendig, og at jeg vist ikke stulde forblive
i mit Freugsel, for at afveiite Dyden. Og tecc
Spring var jeg ude af miii Seng, og foer op
mod Jernstængeriie i mit Fæiigselsvindue, og om-
fattede dem med eit saadatt Kraft, at jeg kruminede
dem, thi jeg folte mig stærk som en Love. toIg jeg
lod mine Hænder undersoge enhver Deel af .aasen
paa min Der, og satte mig med Skuldrene imod
Døren, uagtet jeg vidste, at«deu var belagt med
Jern, og tnngere end en Kirkevort. Jeg fvlte
mig for, langs med Muren, lige til Krogeiie af
mit Feriigsel, endskjondt jeg, dersvin jeg havde væ-
ret ved mig selv, meget vel havde vidst, at Alt
bestod af massive Stene af tre Fods Tykkelse, og
at jeg, selv oin jeg havde kunnet krybe gjennetn en
Aabiiing miiidrr end et Naalevie, dog ikke havde
havt ringeste Sandsynlighed for at frelse mig. ·Mioc
imellem alle disse Anstrengelser overfaldt mig en
saadan Udinattelse, som om jeg havde faaet Gift i
Kropven, og jeg havde neppe Kraft til,· med vaklende
Skridt at iiaae det Sted, hvor min Seng stod.
Jeg faldt om, formodentlig i Besvitnelse.· Men
det varede ikke længe, thi det forekom mig, soin
otn Værelset og alle Gjenstande dreiede sig rundt
for iniiie Oiiie. J denne Melleiiitilstaiid af Savn
og Vaagen dramte jeg at det var Midiiat, og qi
Elisabeth var kommen tilbage, som hiin havde lo-
vet mig, men at man ikke vilde tillade hende at
komme ind. Det syntes mig, at der faldt en tyk
Snee, der, som et hvidt Made, bedækkede Ga-
derne, og at Elisabeth var dod, og laae paa Sneen,
midt om Natteti, lige udenfor Fangselets Port.
Da jeg koin tilbage til mig selv, laae jeg sont i
Krampetraekniiiger, og kunde næsten ikke aande.
Om et Par Miniiter horte jeg Klokken i deti hellige
Gravo Kirke staae ti, og begreb atjeg havde dremt."
’«Den Geistlige ved Firiigsiet traadte ind, uden
at jeg havde sendt Bud efter hain. Hait forma-
nede mig hoitideligen til ikke at tænke mere paa
denne Verdeiis Sorger, at vende mine Tanker mod
den tilkommende Verden, og stræbe at forsone niin
Sjæl med Himlen, i det Haab, at niinc Synder,
endskjøndt store, stiilde blive mig rilgivnr, saafrrint
jeg angrede dem. Da haii var borte, fandt jeg
mig for et Øieblik noget roligere. Jeg satte mig
atter paa min Seng- og gjorde mig alvorlig Umage
for at iinderholde mig ined mig selv, og forberede
mig til min Skjæbne. Jeg overveiede, at jeg nu-
der alle Omstændigheder kuii havde faa Timer ak
leve, at drt var forbi med ethvert Haab for dette
Liv, og at jeg i det mindste burde doe med Virt-
dighed og som enMand. Jeg forsogte da at gjen-
kalde mig alt hvad jeg havde hort sige om den
Dødsmaade, at hænges: at det kuii var et Øiebliks
Angest; at den foraarsagede liden eller ingen Smerte;
at den med eet udstiikte Livet; — og derfra kom
jeg paa tusiiid andre besynderlige Tanker. Lidt ef-
ter lidt begyndte init Hoved igjen at blive forvir-
ret. Jeg forte Hænderne til Struben, og klemte
den hastigt, ligesom for at prove deit Fornemmelse
at blive herligt; jeg befvlte mine Arme paa de Ste-
der, hvor Strikkeii skulde befastet: jeg felte den
glide frem og tilbage, indtil den var fast ktivttet;
jeg folte mine Hænder blive bundne; nieii hvad der
opvakte deii værste Gyseii hos mig, var Tanken om
at fole den hvide Hiie trykkes tied over mine Øine
og mit Ansigt. Det forekom mig, at dersom jeg
kunde undgaae dette, da vilde det Øvrige ikke være
saa forfærdeligt. Midt imellem disse Forestillinger
bleve alle mine Letnmer lidt efter lidt betagiie af
en tung Døsighed, der formiitdstede den Lidelse,
som mine Forestillinger voldte mig, oniendstjondt
jeg dog endnu vedblev at tænke. Kirkeklokken slog
tolv. Jeg havde en Fornemmelse af Lyden, men
den klang ubestemt for ntit Øre, som oiti jeg horte
den igjennem siere tillukkede Dere, eller i en stor
Afstaitd. Lidt efter lidt saae jeg de Gjenstande, sont
beskjæftigede mine Tanker, mindre og mindre tyde-
lige. Tilsidst forsvandt de ganske, og jeg faldt i
Sovn.’«
»Jeg sov lige til den sidste Time for min Ere-
eution. Klokken var syv om Morgenen, da jeg
vaagnede ved et Slag paa Doren af mit Cachot.
Jeg hørte denne Larm ligesom i Dromnie, nogle
Secunder forend jeg var ganske oaageii, og min
sorste Fornemmelse var den Fortredelighed, som
iiian foler ved at blive pludselig vækket, naar mait
er meget sovnig. Jeg var troet, og vilde sove lan-
gere. Et Minut efter horte jeg Laaseii udveudig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
