Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
angret Overileise, ikke for Alvor kunde opkonrnte
hos mig. —- 2ldskillige Omstandigheder i mine ud-
vortes Forhold lettede mit Ønske at opfatte min
Ægte-Foreuing, som jeg inden min Hjemkotnst
havde det Forsæt at paastonde. Jeg forsogte at nytte
denne Tid til at bibringe min Forlovede lidt mere
Smag og sand Dannelt"e. Men disse Forsøg stram
dede alle paa Husets Uro, de mange Veninder-, den
utidige Flittighed, der egentlig kun bestodi et Slags
Stundesloshed, og flere det-lige den huuslige Lok-
saligheds Skjær og Klippee. Med spceudt Forvent-
ning saae jeg den Tid imode, der skulde bringe den
Soster« der med saa forsliellige Farver var afmalet
sor mig. J een Ting stemte disse Billeder imidler-
tid overeens. Huen var ulykkelig, naturligviis sorg-
modig, og trængte til sine Roerntestee Opmuntring
og Overbaretse. Allerede denne Tanke var mig tryk-
kende, thi jeg var forstemt og troengte selv til den
Trost og Skaansel, som jeg i lykkeligere Dage altid
fandt det gladeligt at kunne pde en Bedrooet. Og-
saa var det vist og sandt at Hr. H·s Huus ikke
kunde taale mindste Tilvart af Pligter, Befvarligk
heder eller huuslige ubehageligheder. — Saaledes
hengik imidlertid den lange Vinter. Foraaret kom,
Violer« Latter, Svaler, Mai og Majo.
Narurmennesker,
Maspar Maaner-.
Efter Iagttagelser as jsk Juli 1828
—.—
ll.
Hans Sprogrigdom, som ved hans Ankotnst til
Nurnberg kun bestod i ganske faa Ord, har allerede
faaet en betydelig Tilvæxt. Dog bruger han endnu
Praseno Jnstnitivl istedenfor alle andre Former og
Tider i Verset, og arbeider med begge Handel-, for
at udfylde og fremhjelpe hvad der mangler ham i
Talen. Mellem hans Aandskrafter fremhersker for
nærværende Tid Hukommelsen, forenet med en ualk
mindelig Opmærksomhed paa hdre Ting, saaledes at
denne i Alt hvad han selv gjor og soretager sig, f.Et·.
naar han strikker eller spiller paa Claveer, er, med
en alt Andet udelukkende og forgletncnende Retning,
henvendt paa den eneste Gjenstand, der for Øieblik-
ket beskjæftiget ham. Hans Hukommelse beholder
sadvanllgen Titler og Ravtte paa alle Personer,
Dyr og Ting, saaledes som man har angivet ham
samme, og uden at den forvexler dem, ligesom han
ogsaa gjentager Hostighedkssiegler og andre abstrac-
tere Ting, saaledes som han har modtaget dem af
Andre, og aldrig uden at aufore sin Autoritet.
Matr kan bemarke hos ham, hvorledes den menne-
skelige Erkjendelse begynder med Troen, ikke med
Critiken. Han forlanger at lare Alt af Andre, og
har ubetinget Tiltro til den sont forst siger ham no-
get om en Gjenstattd. Sammenligning og Tvivl
opstaae først siden, ved modsigende Meddelelser over
den samme Ting; og i Begyndelsen forkaster han
ligefretn enhver saadan Meddelelse, idet han beraa-
ber sig paa den sarste Autoritet. Men han er og-
saa en levende Gjendrivelse af den hos gamle og
nhe Philosopher herskende Mening, at den forste
Følelse hos et Menneske, som efter at have varet
bestandig indsparret, ligefra sin Fodsel af, pludse-
lig udtrorder i den rigt smykkede Verden, maa vare
et religivst Indtryk; thi Kaspar Hanser svger at
lære at kjende alle de Enkeltheder som tilbhde sig
for ham, men han tænker ikke paa nogen Sammen-
hæng, Oprindelse og Eenhed i det Hele. Han fo-
ler hidindtil Trang til at samle Forestillingen man
seer tydelig paa ham, at rt Menneste i Naturstane
den ferst maa tilegne sig en Mængde Gjenstande,
inden det kun nogenlunde kan opstige til Forestil-
lingen om usynlige Kræfter. Hos ham er Alt ende
nu Tro, og Vidne ved Troen.
Det eensformige Liv, han har fort i et sna-
vert Værelse as kun 6 Fods Hoide, omtrent samme
Længde og forholdsmoeksig Brede; hvor en Brcnder
stavl tilspeerrede det eneste snotvre Vindueshnl« og
hvor han intet saae og hørte, undtagen sin med Tus-
morket indtradende Opoarter, som bragte ham Vand
og Brod, — dette Liv har ikke tilladt noget Be-
gred om forbigangen og tilkommende Tid at opvaagne
hos ham, saa at Enhver forgjæves spørger ham, hvor
længe han har varet indespærret. Han kan derfor
heller ikke sige noget om den første og anden Dag
paa sin Reise, men kun om Dagens og Nattens
Komme, og har overhovedet endnu ingen Forestil-
ling ont Begivenhedernes Sureession, faa at Alt
forekommer ham som samtidigt og nervnrende.
Han har intet Begreb om Ret og Uret. At
han sik Hag, naar han i sit Fangsel stillede sig paa
Fodderne, ellet gjorde Stvi med sine Trarheste, for-
taller han med en smertelig Mine, men knn som en
Ulykke, ikke som en Uret paa hans egen eller den
Andens Side. Ved den Medsolclse, som dog knn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
