Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mig bekjendt, uden at jeg vidste hvorhen jeg skulde
fore den. Stakkels man havde vist bragt hende sar-
gelige Efterretninger, thi hiiit foldede Hænderne,
man kittide endogsaa næsten sige at hiin vred dem,
og da hiin vendte sig om efter at have lukket Vin-
duer, var hiin blege-re, og endnu itiere modfalden
end for. Jiiderlig bedrøvet over min iinge ulykke-
ligeo ubekjendte Rummet-, og træt af den iiasiadelige
Stikken, kastede jeg mig paa Sophaen og gjorde
mig selv heftige Bebteidelser over min uværdige
Mistanke og min Mangel paa Tillid til menneskelig
Dyd. Hvorlænge jeg anstillede disse Betragtninger,
veed jeg ikke, Sovnen havde overvældet mig, jeg
var slumret ind nied iniii Skjaiiiies Billede dybt i
mit Hjerte, «inen blev pludseligen vækket igjen. af eii
Klokke, soin skingrede paa Gangen udenfor mit Va-
relse. Den koui fra Nr. s, jeg hvrte hastige Fod-
triii og min tydske Skuespillerinder flere Gange gjrii-
tage de Ord: "ak Gud! ak Gudl«’ paa godt Dansk.
Eii oprigtig thdsk Dame havde bestemt sagt: «ach
Gottl’· men indeii jeg sit Tid til at udfore denne
Flvvetanke, stod jeg udenfor og spurgte aandelos
Pigen, der kom ud af Døren, hvad der var»paac
færde, og hvorfor man gjorde saadan en Stvrpaa
saa iistedvaiilig en Tid. Jacobiiie sijandte· ivrig
paa de forløbne Tydskere, nii skulde man midt oui
Natten lobe efter rii Doctor for saadan en raa
Unges Skyld, og kunde ikke engang vente saameget
sotn en Doiieeiir, naar de reiste bort, og det var
dog bestemt ikke andet end Siilt den leed af, den
Raviiemvder var jo ikke engang istand til· at amme
deil. Jeg piittede hende nogle Penge i Haanden
for at gjore en Ende paa hendes Lamentationer, og
bad hende opholde sig indtil videre, da jeg, sijondt
en ung Doctor-, maaskee kunde foreskrive Alt, hvad
der behovedes, og lod hende sige den bekymrede
Moder at en reiseude Letge som logerede t Huset,
skulde strar komme. Til al Lykke havde jeg for flere
Aar siden gaaet nogeii Tid som Voloiiteur paa Fre-
deriks Hospital, mere for at foie en gammel Qn-
kels Griller, hvis Arviiig jeg engang skulde blive,
og som viiskede at jeg skulde varige Medieinen, end
as Tilboielighed til et Studium, som jeg ogsaa snart
opgav igjen.
Med Hjertebanken traadte jeg ind i Hellig-
dommen, der indsluttede min hele Verden, ikke istand
til at intele et Ord, saa voldsomt styrtede mine For
lelser i dette Øieblik ind paa urig. Til Lokke be-
mærkede innii niig ikke sit-ar. Moderen stod bdiet
over Viiggcii, og Jacobiue, hos hvem min Gav-
mildhed havde opvakt menneskelige Følelser, syslede
med at piisle den ulykkelige lille Verdens-borger.
Med ængstlig, stuin Fortvivlelse pegede Moderen paa
Bariiet da hun blev mig vaer, og jeg ilede hen at
hde den Hjelp mine ringe Kundskaer formaaede.
Det var til al Guds Lykke et almindeligt Krampe-
tilfieldc, som snart var afhjiilper ved almindelige
Hiiiisraad, og inden en Times Forløb sov den lille
Ciigel ganske rolig igjen i siii lille Seng. Jeg
overtalede let Jacobine til at blive oppe, hvis hen-
des Hjelp skulde gjores forndden, og tog selv en
Stol ved Siden af den bekomtede Moder, for at
vaage Rcsten af Natten med hende, da hiin selv
ikke var at overtale til at begive sig til Ro. Hun
takkede mig paa Thdsk, inrn inrd en fremmed At-
retit; det var tydeligt at hiin paaskjvnnede at jeg
havde sortnaaet Pigeii til at blive tilstede, mtii hiiil
havde niig intet at takke for, thi det havde ikke
varet mig muligt, udeii den dvdtligste Forlegeiihed,
at vare allene med hende, et nimodsigeligt Beviis
for, at det ingenlunde var Fjas med min Forelskelse,
men at jeg virkelig var forloreii.
Vi talede næsten ikke, jeg kunde endogsaa kun
saare sjeldent opfange et Blik af hende. Modte et
saadaiit miste Øine, da var det mere Barnet end
intg det gjældte; hiin vilde læse i mit Ansigt om
hiin enduii havde Grund til at frygte; og dog lob
Natteii saa usigelig hurtigt, at det var Morgen
inden jeg anede det. Jeg havde desværre ingen
Anledning til at blive langert, jeg tog Afsked, uied
det Lovte at see om Formiddagen til min lille Pa-
tttnt, sendte Iaeobine ned at lave Forfriskninger
iil deit udinattede Moder, og gik paa mit Værelse-.
Jeg tpede her strax til miit kjoere Vægt jeg saae,
hun laae paa Knæ ved Siden af Barnet, jeg saae
hendes Læber bevæge sig, hun bad, jeg Lykkelige var
maaskee indsluttet i hendes Bønner. Renere Bort
er vist aldrig steget mod Himlen, det var deti per-
sonifiterede Fromhed og Uskyldighed selv. Der gi-
ves Ansigtet, hvis Taushed er langt mere velta-
lende end Svada, de ere kun faa- men min Na-
boerskes Ansigt var et saadant, og den der ikke
kunde læse alt muligt godt og adelt l det, forslaaer
ikke at tyde den Skridt, Gud skriver.
Det velsignede Barn, der var blevet til en
Mellemmaiid, ved hvis Hjelp jeg var kommen ind
i Himlen, befandt sig oin Morgenen ganske vel;
ikke destomindre gjentog jeg —- af Omhyggelighed
for deri Lillc og af Kjærlighed til den Store —
mine Besøg flere Gange oin Dagen. Vort Be-
kjendtskab var snart sluttet, og uagtet hiin behand-
lede mig ined al mulig Tilbageholdenhed, var jeg
dog saa aldeles hjemme hos hende, at jeg aldrig
nogetsteds har folt mig bedre tilmode. J den store
Verden er det saa let at skjule sine Feil og Mang-
ler, at det kun er et Beviis mere paa Mennesker
naa Ligegyldighed, at de desuagtet lade saa mange
skinne igjennem; i en sittever Omgangskredo er dette
langt fra Tilfældet, og det bliver der lettere at skjule
sine Dyder, end sine Feil. Hvilketi Rigdoiii af
Følelser opdagede jeg ikke, hvilken uskyldighed og
sand Sjælsadell I Sandhed, i den Grad spiller in-
gen Comedie, i den Grad er ingen Sønnens-, at
hun skulde kunne paatage sig en slig Rolle med saa
megen Naturlighed.
Otte Dage vare saaledes forlvbne; de enkelte
Øieblikke, mine Pligter soui Letge — lee ikke ad
mig fordi jeg vedblev at praetieere — tillade mig
at være hos Sosfi, forlangedes snart til Qvarterer,
ja efterhaanden endogsaa til halve Timer, og skulle
altid blive mig de kjæreste i mit Liv. Om Dagen
lvttcde jeg stille paa mit Værelse efter den mindste
Bevægelse, om Aftenen sugede min Sjæl med Be-
gjærlighed den sode Gift igjennem de sorterderske
Kighiiller, og jeg takkede Gud for de lange Afte-
ucc og det tidiige Mark-. Den hemmelige Stem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
