Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde det bedste Haab, da var det mig ikke leen-
gere nogett Gaade, og jeg indsaae tydeligt alt hvad
for havde varet mig ubegribeligt." ".Har Dit seet
hende? afbrod jeg ham lidenskabelig: naar saae Dit
hende sidst? Hvad sagde hun? Talte hun om mig?
O saa sortal dog! hvortil de evig lange Pauser2’«
— "Dn spergcr mig om saameget, at jeg neppe
kan saae Tid til at samle det, svarede F. smilende:
Ja vist har jeg seet hende, jeg saae hende Dagen
for hnn reiste, jeg...." "Reistc2 er hun reist,
for Guds Skyld, tael Sandhed, er hnn virkelig
reist?" — ’Stakkels Vent vedblev F., i det han
rakte mig Haanden: tilgiv min tidtstndighed» jeg
troede at Dn vidste at hun skulde reise bort."
"Ja, jeg har nok ogsaa vidst det," svarede jeg med
tilkjempet Fatnittg, men mit Haab var sonderknnust,
og Livet stod fra nu af for mig som en Ork. "Fors
tael mig alt hvad Du erindrer om hende, husk Dig
ret om, det er den eneste Trøst Du kan give mig."
Min trofaste Ven opfyldte kun altfor nriagtig mit
Ønske; han malede mig min elskede Sofst med saa
levende Farver, skildrede hendes Omhn for mig,
hendes Angst, hendes Elskverrdighed, hendes Sorg
over at maatte forlade Danmark uden at kunne
takke sin eneste Ven og Velgjorer, og hvert Ord var
en ny Piil i mit sondcrrevne Hjerte, ved hvert Ord
falede jeg mere hvad jeg havde tabt i hende. Jeg
skjulte mit Anstgt ilpnderne og græd bitterlig. Nik-er
er et Brev, hun gav mig til Dig, vedblev F., da
jeg tog Afsked med hende; jeg haaber at det ikke
vil skade Dig at lafe det, maaskee giver det Dig
Underretnitig om hendes nnvarende Opholdssted.««
Jeg rev ham det af Hænderne, aabnede det og laste:
Min Ven og Velgjvrerl
Jeg kan ikke forlade Danmark, hvor jeg har
varet mere ulykkelig end lykkelig, uden at bringe
Dem min- Tak, redelmodige Mand, der har varet
mig en sikker Stotte imin Fortvivlelse. Gisd holde
stn Haand over Dem og gjengjældte Dem hvad De
har gjort imod en stakkels Forladt, som aldrig vil
glemme Dem, og hvis stdste Ben skal vare for
Dem og Deres Lykke. Hvad vilde jeg ikke have
givet til at jeg kunde sige Dem, hvad jeg her ikke
engang kan udtrykke, i hvor hvi en Grad jeg er
Dem forbunden; Deres Sygdom hindrer mig der-
fra, og min Afreise er nopsaettelig bestemt. Deres
Ven forsikkrer mig at De er uden al Fare. Him-
len vare lovet for denne Efterretning; ogsaa min
Sester er fuldkommen helbredet og velsigner Dem
tilligemed mig for hvad De har gjort imod hendes
Barn og imod Deres taknetnmelige Venlnde
Saff.
Jeg foldede tans Brevet sammen, det inde-
holdt jo intet Spoer, men det var mig dog den
dyrebareste Skar, og kom ikke fra mig; jeg bærer
det endnu i min Brevtaske. Min første Udstugc
var tii Gjæstgivergaardcst, Ingen vidste noget om
Skuespiller-inden, hun var saa godt som ganske glemt
der. Jeg kjøbte Deekkekurven, hvori det lille uskyl-
dige Englebarn havde hviler, og den gamle Læne-
stol, af Vertest, og de ere endnu mine kjæreste Re-
liqvier fra min Ungdomstid; utreettelig forsulgte
jeg ethvert nok saa ringe og usandsynlige Spor, sor-
gjeeves indrykkede jeg eit Opfordring i forskjellige
danske og udenlandske Aviscr, som Sofst maatte
have forstaaet, hvis hnn havde seet dem-, jeg stk
intet Svar, hun var og blev forsvunden. Jeg gik
til den afskyelige Her i det lille Huus paa den een-
somme Plads; det var malet med en anden Farve,
andre Folk boede i det, man vidste intet om dem,
der vare flyttede derfra. Jeg opgnv endnu ikke
Haabet, men forsagte at opspore den gamle Kone
gjennem Politiet — ogsaa det var omsonst: hun
fandtes vel paa Listerne«, men havde alt for mere
end een Maaned siden omstiftet Tiden med Evig-
heden og selv skaaret Halsen over paa sig i Arte-
sten for at undgaae Feigertte af en Tone-sag, hvori
hun var bleven indoiklet. Da opgav jeg tilsidst et-
hvert Haab og ethvert Forsøg, indesluttede mig med
mine Reliavier, levede et ynkeligt og gladelest Liv,
og har af mit Ungdomsliv kun nddraget den Mo-
ral: Kjærlighedeti er som Troen, den er ogsaa istand
til at flytte Bjerge, og den deler Almoegtigheden
med den, men det Umulige stakker Livets Vinger.
Esterskrift.
Evlg er et Ord, som med den største Lethed
slipper os af Munden, og det bnrde dog næsten være
det sidste vi brugte. Clleve forløbne Aar havde lært
mig at ingen Sorg, selv ikke den storste, er evig,
og at man kan virke og vare tilfreds, uden atveere
lykkelig. Jeg levede som Embedtimand paa Landet,
i en yndig Egn, havde ophvrt at vaere en Gjen-
stand for Modres og Slagmingeti Speenlationer,
og for Tomheden i mit Hjerte sandt jeg Erstatning
ikke blot i mit eget Huus, hvis Bestyrelse en gam-
mel Tante havde over-taget, men ogsaa i min tro-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
