Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at troe. Det er Mistankens Dæmon, der forve-
ster alt med sin hemmelige Gift, og skulde denne
martrende Mistanke, en uasladeligt forfslgende Erin-
nps, i sine Virkninger ikke—knnne tragisk fremstilles
i saa stærke alvorlige Træk, ligesaa vel som Ær-
gjerrigheden eller andre den menneskelige Sjels Li-
delser og Lidenskaber?
Reeensenten mener, at Stykket er tilende med
tredie Act, hvor Germanieiis dvers deri vil han
neppe sinde Medhold. Thi hvor er vel Germanix
eus gjort til Hovedperson·3 Tyder ikke alt, ligefra
den fortræffeligt indledende Crposition, hen paa,
at Tiberluo er disse Begivenheders Midtpunet,
det herskende Væsen, fra hvem alt ndgaaer og otn
hvem alt grupperer sig? Germanitns er et af de
mange Offere, der falde for Tvrannen, og mellem
disse det ædleste og betydningsfuldeste; derfor træ-
der han nodvendigen og naturligen mere frem.
Men med hans Dod begynder netop forst den rette
tragiske Conflict. Det er alt for bemærket, at det
er den med Tiderltts nndergaaende romerske Ver-
den, der l dette Drama skildres os. Catastrophen
indtræder altsaa forst hvor dette skeer l det mindste
symbolisk l hiin Verdens Reprasentant» En Anelse
om Christendommen var her uundværlig, da ved
dennes Overvægt den aldte Verden ferst atdeleo
tilintetgjordesz og derfor er ogsaa den sidste Stene
saavel poetisk som philosophisk nvdvendig, og noget
af det meest til Planen henhorende i hele Stykket,
langtfra at være en blot erkeslos Cpilog eller en
nden Fornadenhed tilheftet Prydelse.
Germanieus er saa lidet Hovedpersonen, at
han ei engang er Hovedhjulet i Stykkets Mecha-
nisme. Det er ikke denne godmodige Helt, men
den kraftige gammel-romerske Cordtro, den listige
Matro, og selv Seianus- der slette det Garn,
hvori Tyrannen fanges. Germaniei Dod tjener kun
som et Foreningspunct, hvorved Knuden strammes,
og hvorved Modstandett antager en bestemtere Cha-
raeteer. At Tid og Sted her kun i theatralsk Hen-
seende kommer i Betragtning, erkjender vist den
fkarpsmdige Retensent selv. Tiberivs maa besinde
sig paa Capri eller iRom, det er stedse hans Aands
Virkning og Kamp vi betragte, og den oedvarer,
ia forstærkes, ved hans Flugt.
I oveigt er det sikkert hverken »Historien el-
ler Roma," Digteren personisieerer i sidste Aets
sidste Seene. Man kunde maaskee undres over, at
en ellers med saa megen poetisk Sands begavet
Critikee her kunde antage en blot kold symbolisk Fi-
gur. Udentvivl er det Nemesis selv, der atter frem-
træder; men Digteren har forsætligt undgaaet, be-
stemt at nævne hende, da det Ubtstemte, der fand-
tes i Sagnet, sandsynligviis forekom ham mere
poetisk.
At sammenligne Fremstillingen af Tiderii og
Romas Undergang med en grov Forbryders Hen-
rettelse, er neppe træffende. Denne store Verdens-
begivenhed er hoi poetisk og interessant; den er paa
eengang begeistrende og rystende, og nagtet den ikke
heel i en enkelt Tragedie kan gjengives, saa er dog
i samme fremstillet et hoist bevæget aandeligt Liv.
Tiderius har de sjeldneste Evner, hvilke han paa en
rædsom Maaade anvender. Han er intet blot Uhy-
re, men netop en af disse blandede Charaeterer,
hvilke gode Kunstdommere ellers troe meest at egne
sig for Tragediem Er nu denne Charatteer, som
Reeensenten selv indremmer, skildret med Liv og
Sandhed; har Digteren tillige, som Reeensenten
ogsaa siger, forstaaet at afslore den Afgrund , Ty-
rannen udhuler omkring sig; vilde det fremdeles,
som Reeensenten endvidere httree, for den meest
begavede Dramatiker være vanskeligt at gjere noget
bedre af en Charakteer som Tiderii, end Digteren
virkeligt her har gjort; sindes der desuden, som
Reeensenten tilstaaer, i dette Stvkke Herredomme
over Sproget, Fyndighed, Reenhed, Pelklaitg, samt
Lethed og Preeision i Dialogen, saa er dette vel
nok til at godtgjore, at Valget af Æmnet ikke er
saa urigtigt, som i Critiken paastaaes. Thi et for-
kasteligt Æmne kunde vanskeligt begeistre en Digter
til at udstyre det med alle disse Fortrin, la siere
af dem kunne ikke vel tænkes uden under Forudsæt-
ning af et heldigt valgt Stof.
Det synes, som om Reeensenten er af den
Mening, at Tatitno alt har skildret Tiberins og
hans Periode saa dramatisk, at vor Digtere Dra-
tna derved er glort overskrdigr. Ved at efterlæse
hiin romerske Historieskriver ville dog neppe Mange
helde til denne Mening. Saa fortrinlige hans hi-
storiske Værker, og navnlig hans Fremstilling af
denne Periode er, kan han dog neppe siges at være saa
dramatisk, at han gik langt ndenfor Historieskriverens
Grændser og foregreb Digteren i sit Arbeid. Hans
Orden og hele Fremgangsmaade er en ganske an-
den end Digterens, og maa naturligviis og nede
vendigen være saa. Man vilde overalt gjere For-
fatteren as Sorgespillet Tiberivs Uret ved at troe,
at han blot havde benyttet Taeitus. Jeg har i
dette Øieblik ikke Suetoninv ved Haanden, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
