Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
Fortid, der selv trækker sig saa langt tilbage i Tiden som hiin
adelige Families Herkomst, hvilken Jngen kunde huske. Vel fast-
holder Sokrates ikke denne Sætning, men vi skal nu see, at det han
sætter istedet, er ikke mindre ironisk. At Dyden kan læres eller ikke
kan læres, har jeg hidtil opfattet i Betydning af at gjøre Er-
faring, jeg har forstaaet det om den Erfaringens Skole, i hvilken
Dyden lceres. Vi bemærkede, at medens Sophisten lod Mennesket
bestandig gaae i Skole, idet han blot fastholdt eller rettere i
ethvert Moment opgav og slappede det Dissolnte i Erfaringen,
saa Mennesket blev ligesom den dumme Gottlieb aldrig klog af
Erfaring, gjorde Soerates Dyden saa snerpet og knibsk, at den
af den Grund aldrig kom til at gjore Erfaring. Soerates gjor
imidlertid et dybere Forsog paa at vise, at Dyden er een, det
er, han vil udfinde det Andet, hvori alle Dyder saa at sige elske
hverandre, og dette bliver da Erkjendelsen. Imidlertid gjennem-
fores dog denne Tanke ingenlunde til den Dybde af sorglos
Pelagianisme, der er Græeiteten eiendommelig, saa at Synd
bliver Uvidenhed, Misforstand, Forblindethed, og Villies-
Momentet deri, Stolthed og Trods, bliver overseet, men idet han,
for at skaffe sig Fodfikste, dispnterer e oonoessis, opstiller han
det Gode som det Behagelige, og deu Erkjendelse, han saaledes
vindieerer, bliver en Maalekunst, en fiin Forstandighed paa
Nydelsens Gebet. Men en saadan Erkjendelse hæver i Grunden
sig selv, idet den bestandig forudsætter sig selv. Medens derfor
det tidligere berørte Jroniske i hele Dialogen viser sig deri, at
Socrates, der erklærede, at Dyden ikke kunde læres, dog reduce-
rer den paa Erkjendelse, og altsaa beviser det Modsatte-, og det
gaaer ligesaa med Protagoras, saa bliver det Jroniske ogsaa
mærkeligt deri, at han opstiller en Erkjendelse, der, som sagt,
tilsidst hæver sig selv, idet den uendelige Beregning af Nydel-
sens Forhold forhindrer og qvæler selve Nydelsen. Vi see altsaa:
det Gode er det Behagelige, det Behagelige beroer paa Nydelse,
Nydelsen beroer paa Erkjendelsen, Erkjendelsen paa en uendelig
Maalen og Vragen, det vil sige: Det Negative ligger i den i en
uendelig Empiri altid nodvendigen inhcererende nsalige Util-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
